Da Hertug Skule faldt og de indre Partistridigheder i Norge standsede, vare 38 Aar henledne, efterat den norske titte ved Kong Sverrers Død var traadt ud af den største Forvirringstilstand, hvori den nogensinde havde været lige siden sin Grundlæggelse. Tiden var ikke lang, ikke stort længer end een Menneskealder. Men alligevel havde Kirken nu, saavidt skjønnes, allerede gjenvundet sine fulde Kræfter, og stod, om end ikke i den samme hierarchiske Herskerglands som i Erkebiskop Eysteins Dage, saa dog ganske vist paa en langt sikkrere Grundvold af sand kirkelig Myndighed. Dens Formænd vare vaagnede af hine forfængelige Drømme om en hierarchisk Rigsstyrelse, øvet i St. Olafs Navn ved en Konge, som offentlig erkjendte sig for hans Vassal og derved forpligtede sig til at gaa i den nidarosiske Kirkes Ledebaand, – om et norsk Kongedømme, der kunde bortskjænkes og tilbagetages af Nidaros’s Erkebiskop paa St. Olafs Vegne, – om en saa udstrakt Myndighed baade i det Geistlige og Verdslige, at den følgerigtigt gjennemført, neppe engang havde kunnet billiges af selve Pavedømmet. Thi dette modsatte sig med opmærksom Skinsyge Metropolitanernes altfor store Selvstændighed. Derimod havde den norske Kirkes Forstandere nu vundet en langt klarere Indsigt i sin sande Stilling til det norske Kongedømme og det norske Folk; de havde opfattet baade hvad der lod sig gjennemføre af deres hierarchiske Planer, og den rette Maade at søge det gjennemført; de havde fattet, at Maadehold, i det mindste tilsyneladende Maadehold, og klog Tillempning forenet med Taalmodighed var langt at foretrække før stivsindet Trods og fremfusende Kraftyttringer; de havde lært ikke at overvurdere sine egne Kræfter, ikke at maale disse alene efter Biskoppernes og de høie Prælaters fremragende Stilling i Samfundet, men meget mere efter den Aand, som gjennemtrængte Presteskabet og Geistligheden i dens Heelhed; de vare endelig ved sin senere hyppige Samfærdsel med Rom og ved sine Erkebiskoppers længere Ophold der, naar de modtoge Pallium, blevne indviede i den egte hierarchiske Statskunst og havde faaet udpeget, hvorledes denne lod sig med Fordeel anvende paa de norske Forholde. Saaledes var den norske Kirke nu utvivlsomt langt sterkere end da den traadte i Kampen mod Sverrer, og derhos langt forsigtigere. Den indsaa, at den ligeoverfor en Konge af Haakon Haakonssøns Karakter intet kunde udrette med Paastaaelighed og Trods; men at den kun ved en klog og lempelig Benyttelse af indtrædende gunstige Omstændigheder, kunde nærme sig sin Stræbens Maal, idet den snarere i Stilhed rustede sig til en mulig Kamp i Frem-
