Tid havde gjældet blandt Birkebenerne, at de skulde vel overholde Kirkefred og Kvindefred. I Begyndelsen af Februar 1240 seilede han selv med 40 Skibe efter til Throndhjem. Skule vovede ikke at oppebie ham, men for med sin Hær syd over Fjeldet til Oplandene. Da Kongen kom til Nidaros gik Erkebiskoppen og Chorsbrødrene ham i Procession imøde og modtoge ham med al Hæder; men han syntes dog mærke, at ikke Alle mente ham det oprigtigt. Der var ogsaa de, som under de paafølgende hyppige Raadslagninger fremkom med det Forslag, at Haakon og Skule skulde forliges paa det Vilkaar, at hver skulde have det halve Rige og begge Kongenavn; men det forkastede Kongen – som rimeligt var – med Misbilligelse. Erkebiskop Sigurd var imidlertid ikke blandt dem, som nu bar Kappen paa begge Skuldre. Han indskrænkede sig – saavidt skjønnes – til at bede om Fred for dem af Skules Frænder og Tilhængere, som havde søgt Fristed i Kirkerne; og dette var let udvirket, da Kongen idet Hele for frem med den største Mildhed og Skaansel, hvorved han ogsaa vandt den almindelige Mening paa sin Side. At Erkebiskoppen for sit Vedkommende mente det oprigtigt med Kongen, viser sig end meer deraf, at han allerede tidligere bansatte Bjørn, Abbed af Holm, der havde været i Ledtog med Skule og indviet i hans Planer, og som havde spillet et saare falskt Spil den foregaaende Høst i Egenskab af Skules Sendemand og Underhandler hos Kongen. Bjørn blev yderst forbittret herover og appellerede til Paven. Men da han nu efter oplagt Raad med Skule, skulde fare i dennes Erinder og med hans Breve til Danmark, Tydskland og den pavelige Kurie, blev han om Vinteren paa sin Reise over Oplandene fangen i Hamar af Kongens Sysselmand og ført til Bergen, hvor han blev sat i Forvaring paa Borgen indtil videre[1]. Ikke stort bedre gik det en anden af Skules Sendemænd, Jatgeir Skald, som skulde fare med hans Breve og Erinder til Sverige; han blev eftersat af Kongens Mænd og paagreben i Helsingialand. Brevene bleve ham fratagne, men han selv undslap med Nød[2].
Skules Underhandlinger, hvorved han tilsigtede at fremme sin Sag i Udlandet, gik saaledes overstyr. Men bedre syntes i Førstningen hans Krigsforetagender at ville lykkes. Efterat have samlet sin Magt paa Oplandene, rykkede han mod Syden. Knut Jarl vilde hindre hans Fremgang, men blev i Marts Maaned 1240 aldeles slagen ved Laka paa Raumarike. Skule bemægtigede sig Oslo, og Varbelgerne spillede Mester paa Oplandene og i Viken.
Dette Skules Vaabenheld var dog kun af kort Varighed. Vel udbredte hans Seier ved Laka, da den med store Overdrivelser rygte-
