at St. Olafs Skrin skulde udbæres paa Thinget. Dette blev ikke strax indrømmet; thi skjønt flere af Chorsbrødrene vare hans Venner og vilde føie ham, saa var dog Eystein Sure, hvem Erkebiskoppen havde beskikket til deres Formand i sin Fraværelse, herimod. Da Skule trængte sterkere ind paa dem og forlangte en Afgjørelse, svarede Eystein, at det var bedst, at hele denne Sag beroede til Erkebiskoppens Hjemkomst. Skule bebreidede Eystein, at han altid var ham imod, selv naar de øvrige Chorsbrødre vilde føie ham, – og forlod Kirken. Men Peter Skules Søn og flere af hans Mænd bleve tilbage, og disse nærmede sig nu Høialteret for at borttage Skrinet. Da Eystein saa dette, traadte han frem for Alteret og erklærede, at de skulde være i Ban, som vovede at udbære Skrinet uden Chorsbrødrenes Samtykke. Peter gjorde kun Spot af hans Ord. Han bød sine Mænd ligefuldt tage Skrinet, og da det var tungt, løb han selv op paa Alteret og skjød efter med sine Knæ for at faa det af Sted. Ogsaa det hellige Kors, „hvori var lignum domini“ (d. e. en Spaan af Christi virkelige Kors), blev udbaaret tilligemed St. Olafs Tre og Spyd. Imidlertid var Thinget samlet, og da Helligdommene vare bragte did, og Skule selv var kommen med sin væbnede Hird, blev hans Ret til Kongedømmet forklaret af et Par af hans Tilhængere, og Ivar Lagmand gav ham Kongenavn.
Da dette dristige Skridt var gjort, sendte Skule sin Hær ud til forskjellige Sider. En Deel Skibe lod han afgaa mod Bergen for at overrumple Kongen, der havde ganske faa Folk om sig; de øvrige Varbelger spredte sig til alle Sider og dræbte uden Skaansel Kongens Mænd hvor de kom over dem. Overfaldet paa Kongen selv mislykkedes imidlertid. Han fik i Tide Underretning om Skules Oprør ved en af sine Hirdmænd, der lige efter Ørethinget havde forladt Nidaros og havde reist i største Skynding. Strax lod Haakon Hærør udgaa og var omgiven af en Mængde væbnede Tilhængere, længe før Varbelgernes Skibe, der bleve noget sinkede ved Modbør, naaede frem. Disse opgave da Overfaldet paa Kongen og gave sig i Stedet til at plyndre og dræbe Kongens Tilhængere paa Møre og i Raumsdal.
Kongen sad Julen over i Helgen med en betydelig Stridsmagt og overdrog ved sine Breve Vikens Forsvar til Junker Knut. Skule havde strax henvendt sig til denne og søgt at drage ham over paa sin Side ved Løfte om Jarlsnavn; men Knut havde ikke villet indlade sig paa noget Forræderi mod Kongen. Nu lod denne ham give Jarlsnavn, og fandt ogsaa i ham en tro Tilhænger[1]. Allerede før Jul havde Kongen sendt nogle af sine Mænd forud mod Norden for at iagttage Varbelgerne, og havde givet dem den Forskrift, som lige fra Sverrers
- ↑ H. H. S. c. 204, 213.
