Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/38

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
24
Første Tidsrum.

tagne til Forlig, og med deres Understøttelse overvandt Haakon strax efter sine Fiender. Men det første Forsøg paa at indføre Christendommen i Norge var kvalt, og Haakon fornyede det ikke. Dette foregik efter en gammel Sagas Vidnesbyrd i Kong Haakons 16de Regjeringsaar, rimeligviis 950–951[1].

Saaledes skildres i vore udførligere Kongesagaer, og navnligen hos Snorre, Haakon den Godes Christendomspaabud og dets mislykkede Udfald. Hvorvidt det ellers forholder sig ganske rigtigt med Haakons Hevntrudsler og med den angivne Aarsag til at de ei bleve iverksatte, – derom kan maaskee reises nogen Tvivl. En kortere Saga[2] beretter, at Haakon lededes til Eftergivenhed og til at deeltage i Blotet paa Mæren „af sin naturlige Godmodighed og af Kjærlighed til sine Venner“. Efter en tredie Beretning[3] paavirkedes han af sin Hustru, der var hedensk. Begge disse Beretninger, hvis de ere rigtige, synes at udelukke hine Hevntanker og Hevntrudsler. Dette er imidlertid noget, som umulig lader sig sikkert afgjøre, og derpaa ligger der vel ogsaa mindre Magt. Hvad der er vist er det, at Nordmændene, siden som forhen, ved hver given Anledning viste Haakon den største Hengivenhed og Kjærlighed, og kraftigen bistode ham hans strax efter følgende Kampe med Erik Blodøxes Sønner ligesom i hans Bestræbelser for Rigets Forsvar; – medens paa den anden Side Haakon med Smerte erkjendte sig som frafalden fra Christendommen og uverdig til dens Velsignelser, uden derfor nogensinde at bryde med sit Folk. Om Haakon i sin ovenskildrede Færd viste Svaghed, eller maaskee just et sandt christeligt Sindelag, derom tror jeg man nu, da saa mange Aarhundreder ligge imellem, vanskelig kan fælde nogen Dom. At den, for en stor Deel ved Vaabenmagt og Tvang, senere seirende Christendoms Talsmænd fordømte Haakons Færd enten som umandig idet han „lod sig kue af sine Trælle til at forsage den sande Tro“[4], eller som verdslig-egennyttig, idet han „foretrak det forgjængelige jordiske for det evige himmelske Rige, og af Omhu for at beholde sit Kongedømme blev en Frafalden og Afgudsdyrker“[5], – dette var fra den intolerante Christnes Standpunkt, der til Christendommens Indførelse fordrede voldsomme ja endog grusomme Midler, naar lemfældigere ei kunde hjælpe, ganske naturligt; – men denne Fordømmelsesdom bør vel ei ubetinget tiltrædes af os.

Haakons senere Regjeringstid var urolig og sammenlignet med den foregaaende for ham og hans Rige mindre lykkelig. Hans fra Norge fordrevne Broder, Erik Blodøxe, havde taget sin Tilflugt til England og havde der ved Kong Adalsteins Indrømmelse, som

  1. Fgrsk. 18.
  2. Fgrsk. 18.
  3. Ágrip c. 5.
  4. Ol. Tryggvess. S. c. 167.
  5. Histor. Norvegiæ fol. 7. b.