Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/367

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

4de November s. A. er stilet til Erkebiskoppen af Nidaros og indeholder en Opfordring til denne i Anledning af Skules forestaaende Korstog, at prædike og lade prædike Korset i sin Provinds, hvorhos Paven giver ham Fuldmagt til at meddele Excommunicerede, der lade sig korse, Absolution[1]. – Da man af begge Breve seer, at Erkebiskoppen ligesaavel som Jarlen har skrevet om denne Sag til Paven, og at dette maa være skeet i Slutningen af 1225 eller Begyndelsen af 1226, saa kan man neppe undgaa at tænke sig det Hele som skeet efter Erkebiskoppens Tilskyndelse, og at denne ved at indskyde Skule en Plan, hvorved Jarlen baade fik Paaskud til at foretage Rustninger og derhos Udsigter til Pengebidrag af Kirkens Midler, har indsmigret sig hos ham og afvendt hans Vrede. Naar man betragter de daværende Forhold i Norge bliver det vist meer end tvivlsomt, om Skule har meent det alvorligt med Korstoget. Det vil senere sees, at han ved flere Leiligheder, netop naar Forholdet mellem ham og Kongen var spendt, gav sig Mine af at ville foretage et eller andet helligt Tog, udentvivl for derunder at dække sine mistænkelige Rustninger; og at dette ogsaa var Tilfældet nu, er der god Anledning til at formode. Erkebiskop Peter har da været Jarlen en tjenstfærdig Haandlanger, og Sigurd Ribbung har af dem begge været udseet til ogsaa at spille en Rolle i det forræderske Anslag. I Forbindelse hermed stod ligeledes ganske vist den Reise, som Jarlen og Erkebiskoppen foretoge til Bergen i Vaaren eller Sommeren 1226. Men hvilke nu end deres Planer kunne have været, saa synes disse at være blevne forstyrrede ved Sigurds uventede Død. Da Kongen spurgte Jarlens og Erkebiskoppens Komme til Bergen, sendte han strax Bud didhen fra Viken og bad dem oppebie hans Ankomst, da han snarest muligt vilde indfinde sig. Forholdene paa Oplandene og i Viken vare ingenlunde fredelige, og Junker Knut indtog endnu en fiendtlig og truende Stilling; alligevel maa Kongen have anseet et Møde med Jarlen og Erkebiskoppen for saa paatrængende nødvendigt, at han for den Sags Skyld vilde vove at forlade Krigens Skueplads i de sydøstlige Landsdele. Erkebiskoppen, der havde en ond Samvittighed, vovede ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Nidaros, overladende til Jarlen at jævne deres Sag. Mødet mellem Jarlen og Kongen synes at være løbet af i al Venskabelighed. Hvorvidt det er blevet talt om Jarlens Korstog, vides ikke; kun saameget er vist, at det aldrig gik for sig. Heller ikke veed man hvad der er blevet forhandlet med Hensyn til Erkebiskoppen. Han og Kongen saa hinanden aldrig meer; thi Erkebiskop Peter døde endnu samme Aar efter sin Tilbagekomst til Nidaros.

  1. N. D. I. 8, 9.