Biskop til Stavanger[1]. Guttorm havde forestaaet Erkestolen omtrent i 8 Aar, og i denne Tid, som vi have seet, ved meer end een Leilighed grebet ind i Statsbegivenhedernes Gang. Hans Færd i Tvisten mellem Kong Haakon og Skule Jarl viser sig oftere tvetydig, og det er ikke let at see, hvilken af de tvende Fyrster han i Hjertet var mest hengiven; dog maa man tro, at han i det mindste mod Slutningen har afgjørende heldet til Kongens Side, om han end maaskee for gammelt Venskabs Skyld har troet ogsaa at maatte paasee Jarlens Tarv, saameget mere som han derved udentvivl har troet at fremme Landets indre No.
Om Guttorms egentlige geistlige Virksomhed ere kun faa Oplysninger levnede. Nogle Pavebreve til ham kjendes, men de angaa mindre vigtige Gjenstande. I et af 25de Juli 1216 opfordrer Pave Honorius III ham og hans Lydbiskopper til at bestyrke dem, som i deres Biskopsdømmer have modtaget Korset, saa at de ikke skulde lade sin Iver kjølnes ved Efterretningen om hans Formands Innocentius’s Død[2]. – Under 12te Januar 1221 takker Pave Honorius III ham for en oversendt Pengesum, en Deel af den til den romerske Kirke skyldige Skat. – Under 1ste Februar samme Aar gav Paven ham Fuldmagt til at løse dem af Ban, som formedelst Vold (mod Geistlige?) vare faldne deri, og som vare forhindrede fra selv at søge Afløsning i Rom, dog kun forsaavidt deres Forseelse ikke var altfor grov. – Under tredie Februar samme Aar formanede Paven Erkebiskoppens Lydbiskopper til at modtage ham vel paa hans Visitatsreiser, lade ham faa den skyldige Underholdning og staa ham bi i Indsamlingen af Peterspengen[3]. Af det sidste Brev maa man slutte, at de norske Lydbiskopper ikke altid have modtaget Erkebiskoppen med den skyldige Velvillie og Opmærksomhed, naar han ifølge sin Metropolitanret og Metropolitanpligt visiterede i deres Biskopsdømmer. Man seer ogsaa, at han af Paven maa være bleven bemyndiget som Overindsamler af Peterspengen i Norge.
En paa de Tider vigtig Rettighed erholdt Erkestolen under Guttorms Bestyrelse, nemlig Ret for Erkebiskoppen til at lade slaa Mynt. Denne Ret er Erkebiskop Guttorm og alle hans lovlig valgte Efterfølgere tilsagt ved et Brev af Kong Haakon, hvilket almindelig, dog uden tilstrækkelig Hjemmel, henføres til 1220. Den Mynt, som det herved tilstaas Erkebiskoppen at slaa „til St. Olafs Kirkes Bedste“, skulde være af samme Godhed som Kongens Mynt[4]. Rettigheden forblev ubestridt indtil 1281, da den af Kongedømmet tilbagekaldtes.
