Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/359

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

blevet ganske oprykket, hvis Biskop Nikolaus havde fulgt Skules Opfordring og hjulpet ham til dets Udryddelse. Men dette stemmede ikke med Nikolaus’s Planer. Han arbeidede derimod paa at bringe et Forlig istand mellem Sigurd Ribbung og Jarlen, og det kom omsider dertil, at Sigurd gav sig og sin Flok i Jarlens Vold, i det han opgav sit Kongenavn, imod at Jarlen tog ham under sin Beskyttelse.

Rolighed var saaledes igjen for Øieblikket tilveiebragt i Norges Indre. Men Skule Jarl rugede fremdeles over ærgjerrige Planer, og mellem ham og Kongen raadede atter en Spending, som hvert Øieblik truede med at bryde ud i aabenbar Kamp. Vel havde Fredens Venner bragt en Trolovelse i Stand mellem den unge Konge og Skules Datter Margreta for saaledes at knytte dem nærmere sammen, og det kunde heller ikke være Skule ubekjendt, at hele Norges Almue var Haakon af Hjertet hengiven; hans Ærgjerrighed lyttede desuagtet alt for meget til de geistlige og verdslige Høvdinger, som ønskede at tilintetgjøre Sverrers Æt, og derfor ideligen blæste ham i Øret, at han som Kong Inges egtefødte Broder dog var den retmæssige Arving til Kongedømmet[1]. Flere Omstændigheder tyde paa, at Skule ved denne Tid omgikkes med forræderiske Anslag. Allerede i 1220 eller tidligere havde han henvendt sig til Paven og søgt dennes Beskyttelse. Frugten heraf var et Brev af Pave Honorius III af 5te December 1220, hvorved denne tog ham og hans Ejendele, baade dem han besad og dem han kunde senere erhverve, under sit og St. Peters Vern[2]. Senere havde han paa egen Haand udstrakt sit Omraade videre end ved Forliget til Bergen var fastsat. Nu, da han havde faaet Sigurd Ribbung i sin Magt, gjorde han om Vaaren 1223 en Reise til Danmark for at besøge Kong Valdemar II. Udentvivl var det hans Hensigt at drage denne mægtige og ærgjerrige Fyrste ind i sine Planer og faa hans Bistand til deres Udførelse. Men da han kom til Kjøbenhavn, fik han høre, at Valdemar just var tagen til Fange af Greve Henrik af Schwerin, og at der fra denne Side altsaa ingen Hjælp var at haabe. Han vendte derfor hastig tilbage til Norge.

Kong Haakon havde imidlertid besluttet at lade sin Ret til Kongedømmet endnu engang paakjende af en Forsamling, der maatte ansees for at udtale det hele norske Folks Stemme. Han sammenkaldte fra alle Rigets Dele de fornemste verdslige og geistlige Høvdinger, alle Lagmænd samt nogle af hvert Fylke udnævnte Bønder til et Møde i Bergen om Sommeren 1223. Dette Rigsmøde, eller Høvdingemøde (höfðingiafundr) som Sagaen kalder det, aabnedes den 29de Juli. Den norske Kirke var sterkt repræsenteret. Fra Nidaros’s Biskops-

  1. H. H. S. c. 85.
  2. N. Dipl. I. 6: Suhm. D. H. IX. 274.