Filipus’s Død, men ganske var dog ikke Oprørsaanden udslukt i det sydøstlige Norge. Dette viste sig allerede Vinteren mellem 1217 og 1218, da en Flok Landstrygere samlede sig i Skovbygderne paa den svenske Grændse og tog til Høvding en vis Bene eller Benedikt, der tidligere havde optraadt først som Leieprest og siden som Gjøgler, men nu udgav sig for en Søn af Magnus Erlingssøn og kaldte sig Magnus. Hans Flok betragtedes i Førstningen med Foragt, og man tillagde den for dens Usselheds og Fattigdoms Skyld Øgenavnet Slitunger; men den vakte dog efterhaanden meer og meer Ugavn i Viken ved sine Plyndringer, og da den blev understøttet af enkelte blandt de mere anseede Bønder, tiltog dens Dristighed, og den begyndte at blive farlig. Slittungernes Optræden havde imidlertid for det Første en gavnlig Virkning. Thi de Baglerhøvdinger, som endnu sad i Viken i et Slags Uafhængighed, men som dog ikke vilde slaa sig til en saa foragtelig Oprørsflok, nærmede sig nu afgjørende Birkebenerne og kaldte disse til Hjælp. Kongen og Jarlen indfandt sig ogsaa i Viken strax efter Forliget til Bergen, Slitungerne bleve angrebne i alle sine Tilflugtssteder, og maatte endelig igjen ty til Grændseskovene. I denne Kamp stode Birkebener og Bagler paa een og samme Side; og Følgen deraf var, at efter Slitungernes Fordrivelse gik de Baglerhøvdinger, som forrige Aar havde sluttet Vaabenstilstand med Birkebenerne, formelig Haakon og Skule til Haande, og nedlagde sit Partinavn. Hermed endtes da den store og langvarige Splittelse mellem Birkebener og Bagler, som nu i meer end tyve Aar havde voldet Norge Ulykke; og Baglernavnet forsvandt.
En Affødning af denne store Splittelse var imidlertid et nyt Parti, vistnok af underordnet Betydning, men dog mægtigt nok til i flere Aar at forstyrre Roligheden i det sydøstlige Norge. En Baglerhøvding, Gudolf af Blakkastad, der fandt sig tilsidesat af Birkebenerne, lod om Vinteren 1219–1220 hente fra Danmark en Søn af Bagler-Kongen Erling Steinvæg ved Navn Sigurd og satte denne i Spidsen for en Flok, som han i Hast havde dannet. Partiet blev kaldet Ribbunger d. e. Ransmænd og vandt snart Styrke, idet Bene med Levningerne af Slitungerne slog sig sammen med dem. Biskop Nikolaus af Oslo synes ikke at have gaaet ganske fri for Mistanke om tidligere at have staaet i hemmeligt Ledtog med Slitungerne[1], og nu troede man, og det ganske vist ei uden Grund, at Ribbungerne i ham havde en hemmelig Støtte. De bleve imidlertid med saadan Kraft angrebne af Kongen og Jarlen, at de i 1222, efter at den ene af deres Høvdinger, Bene, var dræbt, saa sig nødte til at ty mod Sveriges Grændse. Deres Parti vilde nu rimeligviis være
- ↑ H. H. S. c. 46.
