Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/353

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

blandt Birkebenerne med Hensyn til Valget af en Konge efter Inges Død. Det skulde synes, at den ligeste Vei var at holde sig til Arvefølgeforliget af 1213, ifølge hvilket den unge Knut, Haakon Jarls Søn, utvivlsomt skulde arve Kongedømmet. Men dette laa ikke i Skules Plan, og Omstændighederne havde derhos meget forandret sig efter den mægtige og indflydelsesrige Haakons Død. Dennes Enke Kristin havde forladt Norge med sin Søn og havde taget sit Tilhold med ham i Sverige hos den vestgøtiske Lagmand Askel, som hun senere egtede. Erkebiskop Thorer, som havde understøttet Haakon Jarls Planer, var ikke mere, og Knut havde, som det lader, ikke længer en eneste kraftig Talsmand for sin Ret. Skule fremholdt Inges uegtefødte Søn Guttorm, hvem, som han yttrede, Birkebenerne vel helst vilde tjene efter Faderens Død; men han hentydede ved Siden heraf paa sit eget Slegtskabsforhold til Inge: at han nemlig var dennes samfædre egtefødte Broder, og følgelig efter den private Arvelov hans Arving, idet nemlig egtefødt samfædre Broder i den private Arvegang udelukkede uegtefødt Søn. Hvor urimelig end denne Skules Hentydning i sig selv maatte forekomme enhver, der gik ud fra den eneste strengt lovlige Anskuelse, at Kongedømmet var en Odel for Harald Haarfagers Æt, og altsaa slet ikke kunde arves af en Mand, der hverken paa fædrene eller mødrene Side stammede fra hiin Æt, men kun var kommen i et Slags Svogerskabsforhold til den, som gjorde ham til en af dens gjennem Kvinde stammende Ætlingers private Arving, – saa var den dog listig nok og medede paa Geistlighedens Understøttelse. Thi vilde denne gjøre Kirkens Anskuelse om den egte Fødsels Fortrin i Kongearven gjældende, hvilket den havde gjort ved Magnus Erlingssøns Valg ligesom og ved Arveforliget af 1213, og vilde den derhos gjøre den private Arvegang gjældende ogsaa for Kongearvefølgen, hvortil den aabenbar heldede, – saa var det klart, at den nu, naar den gik ud fra Inge som Kongedømmets virkelige og lovlige Ejermand, maatte, hvis den vilde handle følgerigtigt, give hans egtefødte Broder Fortrinnet for hans uegtefødte Søn. Men alle Skules listige Forestillinger og Hentydninger fandt ingen Anklang hos de ældre og indflydelsesrigeste Birkebener, der havde tjent under Sverrer, holdt ham i kjærligt Minde og hang fast ved hans mandlige Æt ligesom ved hans Anskuelser om Kongearvefølgen, at den nemlig maatte rette sig efter St. Olafs Lovs Bestemmelser. De erklærede aabenlydt, at den unge Haakon, Kong Haakons Søn, var den eneste og utvivlsomme Arving til Kongedømmet, naar Inge faldt fra. Skule havde saaledes her ikke fundet nogen Trøst; men hans ærgjerrige Forhaabninger vare ikke dermed tilintetgjorte, eller hans rænkefulde Virksomhed afskaaren.