Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/351

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Erkestol. Samme Aar indviede han Magnus Gissurssøn til Biskop af Skaalholt og Sørkver til Biskop af Færøerne[1].

I Aaret 1216 døde Biskop Martin af Bergen, og til hans Eftermand valgtes Haavard, Chorsbroder ved samme Biskopsstol. Han var en lærd og sedelig Mand og eenstemmig udkaaren baade af Kong Inge og af Geistligheden og Folket i Bergen. Alligevel vovede ikke Erkebiskop Guttorm, Paven uadspurgt, at indvie ham; thi han var Søn af en Prest og avlet, medens Faderen var i sit prestelige Embede; og under disse Omstændigheder var han efter den strenge canoniske Ret at betragte som uegtefødt, og som udygtig til endog at modtage prestelig Vielse uden pavelig Dispensation. Det er første Gang, at en saadan canonisk Mangel ved en Biskops Valg findes at være gjort gjældende i Norge; og at den nu blev fremhævet, var naturligviis et Forbud paa en nær forestaaende Indførelse af den allerede i de fleste romersk-katholske Lande paatvungne Cølibatslov. Haavard kunde følgeligen ikke betragtes som valgt (electus), men kun som ønsket eller foreslagen (postulatus); og Erkebiskoppen med Chorsbrødrene henvendte sig til Paven om den nødvendige Dispensation, med den Erklæring, at de ingen anden dygtig Mand vidste at foreslaa til den ledige Biskopsstol. Deres Ansøgning kom ikke til Innocentius III’s Afgjørelse. Denne store Pave døde nemlig den 16de eller 17de Juli 1216. Den 18de i samme Maaned blev Honorius III valgt til hans Eftermand; og han meddelte under 1ste April 1217 den forlangte Dispensation. Samme Aar blev Haavard indviet til Bergens Biskop[2].

Den virksomme Innocentius III havde i sine seneste Regjeringsaar vist sig meget ivrig for at bringe et Korstog istand til det hellige Lands Undsætning og havde for dette Øiemed sendt Opmuntringsskrivelser omkring til fast alle Europas Fyrster. Kong Inge maa ogsaa have modtaget en saadan. Han har rimeligviis givet et lovende Svar og maaskee ogsaa virkelig havt i Sinde at bidrage enten personligen eller ved Hjælpetropper til den hellige Krig. Man har nemlig en Skrivelse til Kongen fra Pave Honorius III af 6te Marts 1217, hvori Paven, der deelte sin Formands Iver for Korstoget, takker Inge, fordi han har lyttet til dennes Opfordring, og nu iler, om ikke selv, saa dog ved sine Krigsmænd og Skibe til det hellige Lands Undsætning. I Andledning heraf tager Paven Korsfarerne og deres Ejendomme under sin Beskyttelse og stadfæster det Forlig, som ved Erkebiskop Thorers og flere norske Prælaters og Høvdingers Mægling var sluttet mellem Inge og Filippus; idet han forbyder Alle at forurolige

  1. Isl. Ann. 92.
  2. Norsk Dipl. I. 5; Isl. Ann. 92; Suhm D. H. IX. 299.