sig en Helligheds Maske, der behagede den i sin egen Hellighed forgabede og dertil ganske vist noget taabelige og høist forfengelige Biskop. Det kom snart til voldsomme Optrin mellem ham og enkelte af Nordlandets mægtigste Høvdinger, og Biskoppen slog hensynsløst om sig med Bansættelser, ligesom han ogsaa lod sine Mænd forsvare Biskopsstolens Ret med Vaaben. Slagsmaal mellem Biskoppens Folk og Tiggerfølge paa den ene Side og hans Modstandere paa den anden blev Dagens Orden, og Drab og Voldsomheder den naturlige Følge. Nordlandets mægtigste Høvding, Kolbein Tumessøn, en af Biskoppernes Uvenner, tilsatte endog i 1208 Livet i en af disse Kampe. Uvillien hos den bedre Deel af Nordlændingerne mod Biskoppen var i Grunden saa stor, at Striden snart vilde have været afgjort til hans Modstanderes Fordeel, hvis der ikke under de raadende Partiuroligheder altid havde været enkelte Høvdinger, der fandt det gavnligt for sin egen Sag at tage sig af den ufornuftige Hellige og opretholde ham, skjønt de selv ikke kunde billige hans Paastand, at geistlige Personer endog i ganske verdslige Sager skulde være unddragne den verdslige Dommermyndighed.
Da Rygtet om disse blodige og forargelige Optrin naaede til Norge, kunde Erkebiskop Thorer ikke andet end indskride med sin Myndighed. Efter at han først forgjæves havde søgt at stille til Rette mellem de Stridende ved Skrivelser, udfærdigede han i Aaret 1212 et Brev til Island, hvori han stevnede 8 af Landets Storhøvdinger, der havde optraadt i Striden deels mod deels med Biskop Gudmund, til sig i Norge, hvor da ogsaa Biskoppen skulde indfinde sig, og den hele Sag underkastes Erkebiskoppens Undersøgelse og Dom. „Det som er øvet mod Biskop Gudmund – yttrer Erkebiskoppen – er mod alle Guds Love, hvis det forholder sig saa som mange sige, at Lægmænd have fordømt ham – da dog ingen har Ret til at dømme ham uden Paven, og vi paa Pavens Vegne –, og han er afsat fra sit Embede, og nogle af hans Mænd og Prester dræbte“[1]. Denne Stevning havde til Følge, at virkelig tvende af Gudmunds fornemste Modstandere indfandt sig i Norge i 1213; Gudmund selv derimod kunde først komme i 1214. Sagen kom imidlertid ikke til nogen Afgjørelse paa Grund af Erkebiskoppens i samme Aar indtrufne Død.
Et Par Biskopsskifter indtraf i den norske Kirke, under Thorers Styrelse, hvilke ikke ovenfor ere berørte. I 1209 døde Grønlands Biskop Jon Sverrersfostre og havde til Eftermand en vis Helge, der dog ikke før i 1212 kom til sin Stol[2]. Biskop Paal Jonssøn af Skaalholt døde i 1211 den 29de November. Den til
