Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/348

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ærgjerrighed og indbyrdes Misundelse, havde Biskopperne holdt sig udenfor al virksom Deeltagelse i Partikampene og kun stræbt at mildne disses ulykkelige Følger ved sine Advarsler og sin Mægling. De havde i det Hele staaet sig godt med baade Høvdinger og Almue, og den Agtelse de nøde havde bidraget til mægtigen at styrke Kirken. De verdslige Høvdingers mangehaande Berørelser med Kirkestyrelsen – en Følge af Forhold, der skreve sig lige fra Christendommens Grundlæggelse paa Øen – gav imidlertid Anledning til mange Misbrug, som allerede tidligere ere paapegede, og som let kunde virke Brydninger mellem den geistlige og verdslige Magt, hvis ikke Biskopperne i Modarbeidelsen af hine Misbrug udviste tilbørligt Hensyn og Maadehold. Dette yttrede sig først – som allerede forhen berørt – da Biskop Thorlak Thorhallessøn i Skaalholt (1178–1193), ansporet af Erkebiskop Eystein, søgte at indskrænke de verdslige Kirkeejeres Raadighed over deres Kirker og sammes Gods. Thorlak maatte give efter for Lægfolkets Modstand, og derved stilledes for dette Sinde den udbrydende Storm[1]. Hans Eftermand, den for omtalte Paal Jonssøn (1195–1211), der selv stod i den nøieste Slegtskabs- og Venskabsforbindelse med Øens mægtigste verdslige Høvdinger, vogtede sig under sin Embedstid vel for at vække den neddæmpede Strid paa ny. Den med begge disse skaalholtske Biskopper samtidige Biskop af Hole, Brand Sæmundssøn (1164–1201), iagttog den samme forsigtige Fremgangsmaade som Paal og opretholdt det fredelige Forhold mellem den geistlige og verdslige Magt i Staten, skjønt han flere Gange med Kraft og tildeels med heldig Virkning traadte mellem de stridende Høvdinger paa Nordlandet og paatalte begangne Voldsomheder[2].

Men en Forandring indtraadte ved Brands Død. Til hans Eftermand valgtes den 1ste September 1201, efter Islands Sedvane af Biskopsdømmets Menighed eller rettere af Nordlandets Høvdinger med Landets anden Biskops Raad og Samtykke, Presten Gudmund Aressøn, en Mand af fattig og ringe Fødsel, men geistlig lærd efter den Tids Maalestok. Han havde hidtil flakket meget om i Landet og havde erhvervet sig et stort Ord for Hellighed og rene Seder. Gudmund var da han valgtes 41 Aar gammel, drog til Norge og blev 1203 den 21de Februar, indviet i Nidaros af Erkebiskop Erik. Saasnart han var kommen hjem igjen til sin Stol, begyndte han at vise megen Selvraadighed. Han stødte Storfolket, selv dem, som mest havde bidraget til hans Ophøielse, ved at gribe ind i deres hævdede Rettigheder; og han bebyrdede Bondealmuen ved at flakke om med et stort Følge, tildeels af Tiggere ja Ugjerningsmænd, hvilke paatoge

  1. Se ovenfor S. 267.
  2. Finn Joh. I, 330–335.