Dette var den unge Haakon Haakonssøn, Sverrers Sønnesøn, født i 1204 efter sin Faders Kong Haakon Sverrerssøns Død. Han opholdt sig nu blandt Birkebenerne, snart hos Haakon Jarl og snart hos Kong Inge; og disse vare saa langt fra at nære ringeste Tvivl om hans Kongebyrd, at Jarlen endogsaa ved forefaldende Leilighed havde ladet sig forlyde med, at begge Brødrene i Grunden sad inde med hans Fædrenearv[1]. Mængden af Birkebenerne hang ved ham som den eneste mandlige Spire af Sverrers Æt med den inderligste Kjærlighed og ansaa hans Ret til Kongedømmet for uomtvistelig[2]. Ja endogsaa blandt Baglerne havde flere formaaende Høvdinger i sin Tid kastet Øinene paa Haakon Haakonssøn, som den der, hvis de toge ham til sin Konge, vilde sikkre deres Parti Overvegten i Landet, da han utvivlsomt efter den hellige Olafs Lov havde den nærmeste Ret til Kongedømmet[3]. Men, alle disse Omstændigheder uagtet, blev Haakon Haakonssøns Ret ved det omtalte Forlig ganske skudt tilside, ja man kan næsten sige af Biskopperne fuldkommen fradømt ham som uegtefødt. Man feiler vistnok ikke, naar man heri seer en veloverlagt Plan fra Geistlighedens Side, til ganske at bortstøde den forhadte Sverrers mandlige Linie fra Kongedømmet, i det man med det samme omstyrtede den af ham forfegtede gamle Kongearvefølge, og fastsatte en ny, der saa meget muligt kunde nærme sig den af Erkebiskop Eystein ved Magnus Erlingssøns Valg opstillede, og give et friere Spillerum for Kirkens Indflydelse. Af Haakon Jarl, til hvis Fordeel den hele Foranstaltning nærmest syntes at tjene, haabede Geistligheden ganske vist Gjentjenester, naar den havde hjulpet hans Ærgjerrighed til at overvinde de Følelser for Ret og Pligt, som endnu kunde røre sig hos ham.
Efter dette Arveforlig synes virkelig et fortroligere Forhold end nogensinde før at være indtraadt mellem Erkebiskop Thorer og Haakon Jarl, og denne deres Fortrolighed lader til for en Deel at have været rettet mod Kong Inge. Denne skjønt endnu ung af Aar var allerede plaget baade af Legemssvaghed og især af tiltagende Tungsind. Til det sidste bidrog vistnok meget det spendte Forhold, hvori han følte sig at staa til sin herskesyge Halvbroder, Haakon Jarl. En farlig Opstand af Bønderne i Throndhjem tilskreves Jarlens og Erkebiskoppens hemmelige Rænker[4]. Det er ikke usandsynligt, at de ved at vække Inge Uro have villet drive ham til at frasige sig Kongedømmet. End mere ængstende og nedtrykkende for Kongen maatte et snigmordersk Forsøg være, der gjordes mod ham ved en af hans
