hans Fordeel, at Haakon maatte afstaa fra sit Forsæt, som var: at tvinge sin Broder til i levende Live at dele Kongenavnet med ham. En anden vigtig Bestemmelse fik han imidlertid ved Biskoppernes Hjælp drevet igjennem, der skulde sikkre ham og hans Afkom Kongedømmet efter Inges Død. Han fordrede nemlig, at en Overeenskomst skulde afsluttes med Hensyn til Rigsarvegangen, og at i denne et Fortrin skulde gives den egte Fødsel. Heri maatte naturligviis Biskopperne staa paa hans Side; thi baade var det Kirkens Sag i Almindelighed at verne om Egteskabets Hellighed, og følgelig i Kongearven som i al anden Arv at opretholde den egte Fødsels Forret, og desuden faldt Haakons Paastand sammen med Hovedanskuelsen i den Rigsarvefølge, som i sin Tid Erkebiskop Eystein og Erling Skakke havde opstillet, – en Rigsarvefølge, som vist nok ikke havde vundet fuld Lovskraft, men hvis Grundsætninger dog Kirken maatte finde sig opfordret til at understøtte. Haakon vilde, som det lader, først gjøre Grundsætningen om den egte Fødsels Forret gjældende med Hensyn til sit eget og Inges indbyrdes Forhold. Han forekastede nemlig Inge, at denne selv ikke var egtefødt, eftersom hans Moder Cecilia havde giftet sig med Baard Guttormssøn, medens hendes første Mand Folkvid, Haakons Fader, endnu var i Live; det senere Egteskab burde kjendes ugyldigt, men det første at staa ved Magt. Dette gjendrev imidlertid Inge ved at paaberaabe sig Erkebiskop Eysteins Tilladelse til Baards og Cecilias Egteskab. Alligevel kunde han ikke forhindre, at Grundsætningen blev gjort gjældende for Rigsarvefølgen efter hans Død, da Biskopperne haardnakket paastod, at den burde være Konge, som foruden at nedstamme fra Kongeætten tillige var egtefødt. Et Forlig og en Overeenskomst mellem Inge og Haakon blev saaledes under Biskoppernes Mægling afsluttet i Nidaros 1213, hvorved bestemtes, at den længstlevende af dem skulde arve den andens Rige; men efter begges Død, skulde den af deres Sønner, der var egtefødt, være Norges Konge. Dette Forlig blev skriftlig opsat og beseglet ikke alene af Kong Inge og Haakon Jarl, men ogsaa af Erkebiskop Thorer og den fratraadte Erkebiskop Erik, samt af Biskopperne Nikolaus af Oslo og Martin af Bergen[1]. Det Hele var aabenbare til Haakon Jarls Fordeel; thi han havde en egtefødt Søn, Knut, medens Inge kun havde en uegtefødt Søn, Guttorm.
Endnu betydningsfuldere blev denne Overeenskomst derved, at slet intet Hensyn blev taget til den, som utvivlsomt efter Lovens gamle, aldrig lovlig ophævede Kongearvefølge havde nærmere Ret til Kongedømmet end baade Kong Inge og Haakon Jarl eller deres Afkom.
- ↑ Fornm. s. IX. 198–200; Haak. H. S. c. 5.
