Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/344

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mellem Svinesund og Rygiarbit, samt Kristin til egte; derimod skulde han nedlægge sit Kongenavn og som Jarl sværge Kong Inge Troskab og Lydighed. Nikolaus og Filippus, der for Øieblikket vare de svagere, saa sig omsider nødsagede til at gaa ind herpaa, og Forliget blev bekræftet ved Ed fra begge Sider.

Det blev imidlertid ikke troligen opfyldt af Baglerne. Filippus nedlagde nemlig ikke sit Kongenavn; men da han lovede i Øvrigt at ville overholde Forliget, kom det ikke til noget nyt Brud, og Egteskabet mellem ham og Kongedatteren Kristin blev fuldbyrdet i 1209. Saaledes fik da endelig Norge ved Biskoppernes Mægling den indre Fred, hvortil Landet saa høieligen trængte; men en Fred, der var kjøbt ved Rigets Splittelse, og som kun vilde have lovet liden Varighed, om ikke Kong Inges milde, eftergivende og redelige Sindelag havde støttet den mod den stolte og stridbare Haakon Jarls Misnøie. Filippus var vistnok ikke heller nogen stivsindig, trættekjær Mand, men han synes at have slegtet sin Morbroder vel meget paa i Hang til Rænker og Sluhed, hvis ikke maaskee hans tvetydige Fremfærd ved mangen Leilighed har været Frugten af den overlegne Nikolaus’s vel beregnede og uimodstaaelige Indskydelser. Noget har det ganske sikkert ogsaa bidraget til Fredens Opretholdelse, at Filippus, udentvivl paa Nikolaus’s Raad, underkastede sin Sag Pavens Kjendelse, medens Birkebenernes Høvdinger undsloge sig herfor. Pave Innocentius III, der var vant til at optræde som Dommer Keisere og Konger imellem, greb denne Appel med Begjærlighed og udstedte under 7de Juni 1211 et Brev til Erkebiskop Thorer, hvori han paalægger ham og hans Lydbiskopper at undersøge, hvo der havde mest Ret til Norges Rige, Filippus eller Inge[1]. Om en saadan pavelig Fuldmagt end ikke ledede til nogen endelig Afgjørelse af Tvisten Birkebener og Bagler imellem eller til at hæve Splittelsen af Norges Rige, saa er det dog klart, at den i høi Grad maatte forsterke Erkebiskoppens og Biskoppernes Indflydelse til den indre Freds Opretholdelse, naar de selv, hvilket nu var Tilfældet, vare gunstig stemte herfor.

En anden Tvist, der udelukkende vedrørte Birkebenernes Parti, men som let kunde have havt farlige Følger, blev ogsaa ved Biskoppernes Mellemkomst bilagt. Den ærgjerrige og urolige Haakon Jarl var ikke tilfreds med at dele Landsstyrelsen og Rigets Indtægter med sin Halvbroder Kong Inge; han vilde ogsaa have Kongenavn. For dette Øiemed indgik han hemmelig Forbindelse med flere af Landets mægtigste Høvdinger, der heller ikke viste sig uvillige til at staa ham bi. Men da Inge kom under Veir hermed og gjorde den hele Sag offentlig, viste den almindelige Mening sig saa afgjort til

  1. Suhm D. H. IX. 197 f.