seelse i Norge[1]. Han kom efter sin Indvielse i Rom tilbage til Norge i 1207 og tiltraadte sin Erkestol. Skjønt udgangen fra Oslos Domkapitel, der, at dømme efter dets Biskops Sindelag, neppe kunde være ganske upartisk i Striden mellem Birkebener og Bagler, optraadte han dog strax som en Mægler mellem Partierne[2]. I sin Stræben for Fredens Oprettelse i Norge fik han ganske uventet en Medhjælper i Biskop Nikolaus.
Blandt Baglerne var nemlig indtraadt en vigtig Forandring, der gav Nikolaus’s Virksomhed en meer fredelig Retning. Lige i Begyndelsen af 1207 døde Baglerkongen Erling i Tunsberg. Han efterlod sig tvende unge Sønner, af hvilke Baglerhæren utvetydig ønskede sig den ene til Konge. Men Biskop Nikolaus fik ved sine Rænker og sin Indflydelse paa Vikens Bønder drevet igjennem, at Erlings Sønner bleve tilsidesatte, og Kongenavnet derimod givet Filippus Jarl[3]. Da Nikolaus nu havde opnaaet sit længe nærede Ønske, at faa sin Frænde hævet til Kongedømmet, men Baglernes Sag alligevel stod paa en høist usikker Fod, saa synes han at have vendt sit Sind til Fred, i den Tanke ved et Forlig at sikkre Filippus en Deel af Norge, hvilken siden under gunstige Omstændigheder let kunde udvides. I Sommertiden 1207, medens Birkebener og Bagler kjæmpede med vexlende Held i det vestlige Norge, drog Nikolaus til Throndhjem til Erkebiskop Thorer og aftalte med denne, at de begge af al Magt skulde arbeide for en Fred. Hovedbetingelserne for Freden bleve ogsaa udkastede af dem. Nikolaus fik derpaa ved en Sammenkomst med Filippus i Tunsberg om Vaaren 1208 denne lettelig overtalt til at gaa ind paa sine Planer, og om Sommeren indfandt baade Erkebiskoppen og Nikolaus sig i Bergen for her at drive Underhandlingerne med Kong Inge og Haakon Jarl. Nikolaus var herved Hovedmanden og for frem med sin sedvanlige List og Tvetungethed. Hans Forslag var, at Filippus skulde faa en Trediepart af Riget, nemlig Oplandene og Viken, uafhængig, og derhos Kong Sverrers Datter Kristin til egte. Forslaget mødte heftige Indsigelser fra Birkebenernes Side, der ikke vilde indrømme Filippus Kongenavn. Alligevel fik Nikolaus ved sin sledske Tale drevet igjennem, at et Fredsmøde blev vedtaget fra begge Sider, at holdes om Høsten ved Hvitingsø. Mødet gik for sig paa den bestemte Tid. Erkebiskop Thorer indfandt sig i Følge med Kong Inge og Haakon Jarl; Biskop Nikolaus med Filippus. Erkebiskoppen og Biskoppen vare Underhandlerne. Birkebenerne vilde ikke paa nogen Maade gaa videre end til at indrømme Filippus Oplandene og største Delen af Viken, nemlig Landet
