af Bergen synes at have indtaget en roligt upartisk og mæglende Stilling; Erkebiskop Erik skal endogsaa have været en særdeles Ven af Kong Inge, skjønt han ikke var gunstig stemt mod Haakon Galin[1]. Denne sidste var for Tiden Birkebenernes egentlige Hoved og den, som vel nærmest udtalte og forfegtede Sverrers Grundsætninger. Heri maa man udentvivl før en Deel søge Grunden til Erkebiskoppens mindre gunstige Stemning mod ham, skjønt ogsaa andre Aarsager antydes, blandt hvilke Haakons Forhold til den svenske Fru Kristin udtrykkelig nævnes, dog uden at der angives hvad der i dette Forhold egentlig mishagede Erkebiskoppen[2]. At noget kirkeligt Spørgsmaal af større Vigtighed afgav Stridsemne mellem de kjæmpende Partier, eller engang ved denne,Tid var paa Bane, omtales ikke i de gamle Beretninger. Kampens Gang i det Enkelte hører følgelig ikke hjemme i nærværende Fremstilling
Erkebiskop Eriks Blindhed maatte naturligviis i mange Henseender være ham til Hinder i hans Embedspligters Opfyldelse. Dette følte han selv, og derfor fattede han allerede i 1205 den Beslutning frivillig at fratræde Erkestolen, som han nu under megen Modgang havde indtaget i omtrent 16 Aar, af hvilke 10 vare henledne i Landflygtighed. Han kaldte til sin Eftermand Thorer, Gudmund Flates Søn, Chorsbroder af Oslo, som derpaa drog til Rom, hvor han blev viet og modtog sit Pallium[3]. Erik overlevede sin Fratrædelse i flere Aar; endnu i 1213 nævnes han som medvirkende ved en offentlig Forhandling, som senere skal omtales; men samme Aar angives ogsaa i Annalerne som hans Dødsaar[4]. Han havde, saavidt skjønnes, i sin Embedstid vist sig som en ivrig Kirkens Tjener, og skjønt hierarchisk sindet og handlende i Hierarchiets Aand fortjener han neppe ganske de Bebreidelser for Overmod og Umaadeholdenhed, som flere baade ældre og nyere Sverrers Beundrere have gjort ham. Den forudgaaende Fremstilling vil – som jeg tror – derom bære Vidne. Omtrent samtidig med Erkebiskop Eriks Fratrædelse døde Biskop Niaal af Stavanger enten i 1204 eller i 1207[5]. Hans Eftermand var Henrik, om hvis forudgaaende Stilling intet vides. Nogle Aar forud i 1201 den 6te August var Biskop Brand Sæmundssøn af Hole død[6] og havde samme Aar faaet til Eftermand Gudmund Aressøn, om hvem vi senere komme til at tale.
Erkebiskop Thorer Gudmundssøn siges at have været en viis og vensæl Mand, der øvede stor Myndighed og nød megen An-
