pus til sin Jarl, da Biskoppen igjen skulde hjælpe ham, saa Jærnbyrden fik et heldigt Udfald. Saaledes blev Erling efter heldig overstaaet Jærnbyrd ved Midsommers Tid 1204 tagen til Baglernes Konge, og Filippus til hans Jarl. Baglernes Parti var atter reist i Viken under den danske Konges Beskyttelse, og Biskop Nikolaus var paa ny som i Fordumsdage Sjælen i alle dets Foretagender.
Under det at Baglerne indtoge en truende Stilling i Viken, døde den unge Kong Guttorm hastigen i Throndhjem den 11 August 1204, kort efter at han var bleven antagen paa Ørething. Ogsaa ved hans Død yttrede sig Mistanke om Forgiftning, og denne Gang var den Mistænkte en svensk Frue, Kristin Nikolausdatter, Dronning Margretas Søsterdatter, der stod i stort Venskab med Haakon Galin og senere blev hans Hustru.
Endnu var det ikke bekjendt, at Haakon. Svererssøn havde efterladt sig en Søn, og der var saaledes ingen i mandlig Linie nedstammende fra Sverrer eller den gamle Kongeæt, hvilken Birkebenerne kunde tage til Konge i den Afdødes Sted. Man maatte da vende sig til den kvindelige Sidelinie fra Kong Sigurd Munds Datter, Sverrers Søster, Cecilia, og her frembød sig da hendes tvende Sønner: Jarlen Haakon Galin, den ældre og upaatvivlelig den dygtigere, men af svensk Fædreneæt, og Inge Baardssøn, der kun var henved 16 Aar gammel, men paa fædrene Side af den bedste Æt i Thrøndelagen. Bøndernes Villie, der understøttedes af Erkebiskop Erik, gjorde Udslaget til den sidstes Fordeel, og Inge blev tagen til Konge paa Ørething, dog saaledes at Haakon med Jarlsnavn skulde dele den styrende Myndighed med ham og være Hærens Anfører. Norge fik saaledes fire styrende Høvdinger, nemlig tvende Konger, hver med sin saagodt som sideordnede Jarl: Kong Inge og Haakon Jarl paa Birkebenernes Side, og Kong Erling og Filippus Jarl paa Baglernes.
Den gamle Kamp mellem Birkebener og Bagler begyndte nu paa ny med ligesaastor Voldsomhed som nogensinde, og med afvexlende Lykke. Denne Gang var den imidlertid Kirken uvedkommende. At Biskop Nikolaus stod paa Baglernes Side var nemlig nu aldeles ikke for Kirkens Skyld, men, som før er yttret, deels af gammelt Had til Birkebenernes Høvdinger og Sverrers Slegt, deels af verdslige egennyttige Hensigter, for at hæve sin egen Søstersøn Filippus. Biskop Ivar af Hamar var udentvivl ligeledes, paa Grund af Uvillie mod Sverrers Æt og Birkebenerne, gunstig stemt for Baglerne[1]. De øvrige Biskopper derimod: Niaal af Stavanger og Martin
- ↑ Se ovenfor S. 302.
