nesøn, altsaa i mandlig Linie af den gamle Kongeæt. Med det samme blev afgjort, at Sverrers Søstersøn, Haakon Galin, en Søn af Cecilia med den svenske Lagmand Folkvid, en tapper og ærgjerrig Mand, der allerede under Sverrer havde udmærket sig blandt Birkebenernes Høvdinger, skulde med Jarlsnavn styre Riget i Kongens Mindreaarighed, medens hans Halvbroder, den unge Inge Baardssøn, en yngre Søn af Cecilia med den ætstore Thrønderhøvding Baard Guttormssøn af Rein, skulde forestaa hele Throndhjem. Disse Foranstaltninger bleve længer ud paa Aaret stadfæstede paa Ørething af Thrønderne.
Imidlertid var ikke saasnart Kong Haakons Død bleven bekjendt over Landet, før Baglernes Parti atter reiste Hovedet. Flere af dets Anførere, som den milde Haakon havde tilladt at forblive i Norge, frygtede en strengere Medfart af de nye Landsstyrere og skyndte sig derfor til Danmark, hvor deres landflygtige Staldbrødre vare ifærd med at kaare sig en ny Høvding i en vis Erling, kaldet med Tilnavnet Steinvæg, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingssøn. En Baglerhær var allerede før Vinterens Udgang rustet, og den danske Konge Valdemar II, der havde fulgt sin Broder Knut VI i Regjeringen, havde givet dem Haab om Bistand.
Ogsaa Biskop Nikolaus i Oslo begyndte nu igjen sit rænkefulde Spil og haabede dennegang ved at forbinde sig med Baglernes Parti ikke alene at styrte eller i det mindste svække Birkebenerne og Sverrers forhadte Æt, men endogsaa at hæve en af sine egne nærmeste Frænder til Magten i Norge. I det han nemlig viste sig gunstig stemt mod Baglerne ved disses Ankomst til Viken og tilsyneladende ogsaa mod deres Anfører Erling, da denne henvendte sig til ham med Begjæring om at faa bevise sin Fødsel ved Jærnbyrd, arbeidede han hemmeligen paa at faa ham skudt tilside, og sin egen Søstersøn, Filippus Simonssøn, i hans Sted sat i Baglernes Spidse. Han havde i al Stilhed faaet Kong Valdemar vunden for sine Hensigter og fik under forskjellige Paaskud Jærnbyrden udsat, indtil Kongen i Juni Maaned kom til Tunsberg med en sterk dansk Flaade og Filippus i sit Følge. Men da Nikolaus nu rykkede frem med sin Hensigt og foreslog Baglerne Filippus til Anfører istedetfor Erling, mødte han en afgjort Modstand baade hos Hæren og Baglernes Tilhang blandt Bønderne. Alle erklærede, at de kun vilde tjene Magnus Erlingssøns Søn. Nikolaus maatte da, af Frygt for at Partiet ellers skulde opløse sig, give sit Samtykke til at Erling blev Baglernes Konge; men han benyttede listigen den Afhængighed, hvori Erling stod til ham med Hensyn til Jærnbyrden, for hemmelig at aftvinge ham det Løfte, at han skulde gjøre Filip-
