telse, fandt sig bedst tjent med at gaa forsvarsviis frem, medens det igjen samlede Kræfter og befæstede sig paa det Grundlag af nye statsretlige Anskuelser, som Sverrer havde udpeget.
Ved det afsluttede Forlig synes man aldeles ikke at have raadført sig med eller engang taget noget særligt Hensyn til Paven, og denne synes ikke at have erholdt nogen Underretning derom, førend efterat Alt var bragt i Rigtighed. Dette var ikke efter Innocentius III’s Sind, og man sporer tydelig i den første Skrivelse fra ham til Norges Erkebiskop og Biskopper efter Forligets Afsluttelse, en Skrivelse udstedt fra Anagnia d. 24de Januar 1204, at han følte sig stødt ved Erkebiskoppens Fremfærd. Han yttrer vistnok sin Glæde over den Forandring, der var foregaaet i Norge ved Sverrers Død: „Vort Hjerte – siger han – har frydet sig i Herren, og vi have, med verdig Tak til den almægtige Gud, følt en levende Glæde over det Klarveir, som han har skjænket efter Mørket, over Roligheden efter Stormen. Vi have nemlig hørt, at Sverrer er død, han som voldeligen havde anmasset sig Norges Rige, og ved hvem almindelig Forvirring og Ødelæggelse truede det hele Land – – –, og at hans Søn har fulgt ham i Kongedømmet uden at fortfare i hans Forsætter, idet han har kaldet de Landflygtige tilbage, elsker og hædrer Kirken og Geistligheden og styrer Land og Folk i fuldkommen Fred og Rolighed“. Men han yttrer derhos sin Forundring over Erkebiskoppens ubesindige Selvraadighed: at løse dem paa egen Haand, som Paven selv havde banlyst. „Vi ere forresten – siger han – ei lidet forundrede over, at Du, Broder Erkebiskop, i din egen Ubesindighed ikke har betænkt Dig paa at løse ham (den afdøde Sverrer eller Kong Haakon?) og hans Tilhængere fra den Excommunication, hvori de ved vor Myndighed vare bundne. Du har derved anmasset Dig hvad der ikke tilhørte og ingenlunde tilkom Dig; og paa Abens Viis, der efterligner Menneskets Lader, har Du givet Dig Udseende af at ville gjøre hvad Du ikke kan eller med Rette bor gjøre; og Du maa vide, at Du baade derved selv er falden i en Vildfarelse, og har gjort, at de, som fremdeles befinde sig i Ban, falskeligen ansee sig for løste“. Han paalægger derfor Erkebiskoppen at gjenkalde denne sin overilede Afløsning, hvilken han da igjen senere, ifølge pavelig Bemyndigelse, kunde meddele dem, efter modtagen edelig Forsikkring; hvorpaa han havde at sende nogle af dem, paa egne og de øvriges Vegne, til Paven og medgive disse sin Anbefalingsskrivelse[1]. Da dette pavelige Paamindelsesbrev udstedtes, var imidlertid – som senere skal fortælles – allerede Kong Haakon død, og det kunde saaledes for hans Person ingen
- ↑ Werl. Anecdoton LXIII.
