Skakkes) Tvist med Erkebiskop Eystein. Hvad hermed menes er ikke ganske sikkert; men om ogsaa dermed skulde være meent den Akt, hvorved Kong Magnus Erlingssøn offrede sin Krone til St. Olaf og nærmere bestemte den norske Kirkes Særrettigheder, hvilket dog ingenlunde er ganske sikkert[1], saa indskrænkes dog ogsaa Virkningen af denne Indrømmelse ved det forudgaaende: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret;“ thi ubeskaaret kunde jo aldrig Kongedømmet kaldes, naar det fra selvstændigt forvandledes til et Len af Kirken.
Fra Kirkens Side er Indrømmelsen eller Tilsagnet ligesaa almindeligt og ubestemt, nemlig „at den skulde yde Kongen al den Hæder og Ære, som den havde at yde den lovlige Konge, og som de hellige Skrifter (den canoniske Ret) og Landsloven ud viser, at ham tilkommer.“ Her er nemlig slet ikke talt om, hvorledes skulde forholdes i Tilfælde hvor den canoniske Ret og Landslovene ikke stemmede med hinanden; og Sverrer havde desuden viist, at af selve den canoniske Ret kunde uddrages Forskrifter, der tydeligen talte for Kongedømmet imod de vigtigste af Geistlighedens tidligere Fordringer. Det Dokument, som med størst Klarhed og Bestemthed udtaler Kirkens Ret, nemlig Pave Cølestinus III’s foromtalte Bulle af 15de Juni 1194[2], nævnes mærkelig nok ikke med et eneste Ord i Kong Haakons Brev; og den maa dog antages at have været begge Parter vel bekjendt. Man skulde næsten tro, at dette Dokument er forsættelig ladet uberørt, netop fordi det var altfor bestemt til Geistlighedens Fordeel, og Kongen af den Grund ikke ved nogen Stadfæstelse vilde godkjende det, medens det paa den anden Side altid stod Geistligheden frit for igjen at drage det for Lyset, naar gunstig Anledning gaves.
Det Forlig, som sluttedes mellem Kong Haakon Sverrerssøn og den norske Kirke, var saaledes i Grunden ingen endelig Fred men blot en Vaabenhvile. Denne blev imidlertid baade langvarig og ligesaavel for Stat som for Kirke høist gavnlig. Under en alvorlig Strid havde baade Kongedømme og Kirke erfaret, hvad en saadan Strid vilde sige, og i en lang Aarrække skyede man nu omhyggeligen fra begge Sider at berøre de Tvistepunkter, fra hvilke den havde reist sig. En vis Spænding mellem begge Magter spores vistnok ved meer end een Leilighed, men man undgik at sætte Sagen paa Spidsen. Geistligheden indsaa, at den ved klog Varsomhed og ved efterhaanden at forberede Folkemeningen, sikkrere nærmede sig sit Maal end ved fremfusende Magtsprog; og Kongedømmet, der selv var rystet under den udstandne Kamp, og endnu langtfra ikke var sikkret for indre Split-
