ogsaa Kong Sverrer fundet den ved flere Leiligheder anvendelig til Kongedømmets Bedste, og det er heel sandsynligt, at han udtrykkelig har udpeget den for sin Søn. At nærværende Forlig bærer det her antydede Præg derom vil man lettelig overbevise sig ved lidt nærmere at betragte de Betingelser, som Kong Haakons Brev for begge Parters Vedkommende opstiller.
Fra Kongedømmets Side gjøres Kirken aldeles ingen nye Indrømmelser, og de ældre, som stadfæstes, nævnes ikke enkeltviis; men deels antydes de i almindelige Udtryk: „al den Frihed, som den (Kirken) tilkommer efter de hellige Skrifters Udvisende“, og „som den har havt fra ny og gammel Tid“, samt med det betydningsfulde indskrænkende Tillæg: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret“, – deels bliver med Hensyn til dem henviist til ældre Forhandlinger og Overeenskomster, hvilke opregnes, dog uden at deres Indhold gjengives, paa en Maade som viser, at Brevets udsteder har tænkt sig dem som et Slags Rettesnor for Udtydningen af den forud givne almindelige Indrømmelse. Disse ældre Forhandlinger indskrænke sig i Grunden til tvende.
Den første er Kardinal Nikolaus’s Forordning, besvoren af de tre daværende Konger og bekræftet ved Kong Eysteins Brev, samt senere stadfæstet ved Breve udstedte af Kong Magnus Erlingssøn og Sverrer. Hvad denne Forhandling angaar, da maa den, efter hvad forhen er paaviist, næst alt hvad der staar i Forbindelse med Nidaros’s Erkestols Oprettelse, have dreiet sig om Presters Beskikkelse til Landets Kirker, Domkapitlers Oprettelse ved Kathedralkirkerne og Biskoppernes Valg. Men med Hensyn til alle disse Punkter, og især det sidste, maa der i Hoveddokumentet (Kong Eysteins Brev?) have fundet nogen Utydelighed Sted, siden Geistligheden, under Striden med Sverrer, fortolkede det som indeholdende en fuldkommen Opgivelse af Kongedømmets gamle Ret til at blande sig i Presters Beskikkelse og Biskoppers Valg, medens Sverrer, der dog selv skulde have stadfæstet Brevet, paastod, at hiin Kongedømmets Ret kun paa en saare betinget Maade var opgiven, – nemlig blot for det Tilfælde, at flere samstyrende Konger ved enkelt Leilighed ikke indbyrdes kunde enes i bemeldte Rets Udøvelse. Naar nu altsaa i Haakons Brev ingen yderligere Fortolkning tilføies, men den ældre Indrømmelse stadfæstes i sin ældre utydelige Form, saa lodes naturligviis begge Parter fremdeles Adgang til at forklare den hver paa sin Maade.
Den anden Forhandling, som paaberaabes, er de Ede, der bleve svorne for Legaten (Fidentius) under Jarlens (d. e. Erling
