lig Bonden, som Landet bygger, – saa ville vi nu gjøre en Ende paa dem for Guds og den hellige Kirkes Skyld og ikke længer lade Trods eller Avind herske mellem Kirken og Kongedømmet. – Nu vil jeg, at alle Mænd skulde vide, at jeg opgiver hele denne Strid og Trætte, som har været mellem Kongedømmet og Biskopsdømmet, og indrømmer jeg den hellige Kirke og Geistligheden al den Frihed, som den tilkommer, efter hvad de hellige Skrifter udvise mellem mig og dem, og som den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret, – overeensstemmende med det som Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger Eystein, Sigurd og Inge indrømmede og svore, og Kong Eysteins Brev vidner, og Kong Magnus stadfæstede, og ligesaa min Fader med sit Brev, og som de Eder vidne, der bleve svorne for Legaten Fidentius, den Gang da Jarlen yppede Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed. – Men Kirken og alle lærde Mænd (Geistlige) indrømme derimod mig, at de skulle yde mig al den Hæder og Ære (lign ok sœmd), som de have at yde den lovlige Konge, og som de hellige Skrifter og Landsloven udvise, at mig tilkommer. – Nu har jeg gjort Gud og den hellige Kirke denne Indrømmelse mig til Fred og Held, til Gavn og Lykke, og alt Landsfolket til Glæde, nu og stedse“[1].
Her er med sterke og mørke Farver skildret den ulykkelige Stilling, hvori Norge ved den forudgaaende Strid var kommet. Under saadanne Omstændigheder kan man ei undres over, at ikke mange Vanskeligheder gjordes ved Fastsættelsen af Forligets Betingelser, og at disse i Grunden bleve vaklende og ubestemte. Ved en nøiere Drøftelse af dem i det Enkelte har man fra begge Sider frygtet for at rage i ny Tvist. Forliget maatte uden Opsættelse istandbringes, – det var begge Parters Mening. Men dette kunde blot skee, naar Betingelserne opstilledes i muligste Almindelighed, naar man for Øieblikket undgik alle Enkeltheder og nærmere Forklaringer og med en stiltiende Overeenskomst henskjød saadanne til kommende Tider. Begge Parter havde da i Grunden med Hensyn til disse forbeholdt sig sin lovlige Ret, som de imidlertid ikke nu yderligere vilde paatale. Alt sattes i Virkeligheden tilbage i den Stilling, hvori Sagen stod ved Tvistens Ophav. En saadan Fremgangsmaade var meer end eengang forhen med Fordeel benyttet af Paverne i deres kirkelige Statskunst, og i den norske Kirke var den ei heller fremmed efter Kardinal Nikolaus’s og Erkebiskop Eysteins Dage. Paa den anden Side havde ganske vist
- ↑ N. g. L. I. 444 f.
