Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/329

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

negte Grundsætninger, om hvis Retfærdighed han udentvivl var overbeviist, og for hvilke han havde sat baade sit eget og saa mange tro Tilhængeres Liv og Velfærd paa Spil; han havde ogsaa maattet underkaste sig Ydmygelser, hvilke han saa ofte havde erklæret aldrig at ville taale. Og paa den anden Side stod Pave Innocentius III, der i sit hierarchiske Overmod vist nok ansaa det for sin ufravigelige Skyldighed ikke at give et Haarsbred efter for en Modstander, som saa dristigere havde vovet gjennem en Rekke af Aar at byde Kirkens frygteligste Vaaben Trods, at foragte dens Bansættelser mod sin egen Person og berøve dens Interdikt over sine Undersaatter dets Virksomhed. Innocentius maatte, for sin egen Æres, for den pavelige Høiheds Skyld, paastaa Sverrer ydmyget til den yderste Grændse, hvortil en Konges Ydmygelse kunde naa, om han ogsaa kunde eller vilde indrømme ham at beholde Kongedømmet. Men disse – som det synes fast uovervindelige – Hindringer for en Udsoning mellem det norske Kongedømme, repræsenteret i Sverrers Person, og den norske Kirkes biskoppelige Myndighed, forfegtet af Innocentius III, bortryddedes hastigere end man kunde vente det ved Kong Sverrers Død.

Indtagelsen af Baglernes Befæstning ved Tunsberg i Januar 1202 var den sidste Vaabendaad i Sverrers bevægede Liv. Han var endnu i sin kraftfulde Alder, ikke meer end 51 Aar gammel, men hans legemlige Styrke var udentvivl undergravet af voldsomme Anstrengelser og store Bekymringer. Allerede under sit Ophold i Tunsberg blev han syg, men lod sig dog ei derved forhindre i, saasnart muligt, at seile til Bergen. Ombord holdt han for det meste Sengen, og saasnart han kom til Bergen, lod han sig føre op paa Borgen. Da han mærkede, at Døden nærmede sig, lod han de Breve om Rigsstyrelsen oplæse og besegle, hvilke han sendte Haakon, sin Søn, der paa den Tid var i Throndhjem, og erklærede for alle de Tilstedeværende, at han ingen anden Søn end Haakon efterlod sig. En anden Søn, Sigurd med Tilnavnet Lavard, var nemlig død henved to Aar i Forveien, i 1200. Derpaa blev Presteskabet hentet fra Staden for at meddele ham den sidste Olie, og ingen Vanskelighed findes at være gjort herved, skjønt Kongen var i Kirkens Ban. Før den sidste Salvelse blev ham meddelt, lod han sig hæve op i sit Høisæde med de Ord, at han der vilde vente Forbedring eller Døden. „Dør jeg her – sagde han – i mit Høisæde, omgiven af mine Venner, da gaar det anderledes end Biskop Nikolaus Arnessøn venter, der har sagt, at jeg skulde blive nedhuggen som et Bytte for Hunde og Ravne. Lovet være Gud! han har beskyttet mig i mange Farer for mine Fienders Vaaben.“ Han blev derpaa salvet. Hans sidste Begjæring var, at man efter hans Død skulde lade hans Ansigt blottet, og saa lade baade hans