Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/328

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

guddommelige Oprindelse, som Sverrer havde gjort til sin, og som han, lige fra sin første Optræden mod Hierarchiets Overgreb, havde fremholdt som sit fornemste aandelige Vaaben.

31.
Sverrers sidste Anstrengelser og Død. Hans og Erkebiskop Eriks indbyrdes Stilling.

Det er utvivlsomt, at denne velberegnede Fremstilling, oplæst af Sverrers Tilhængere paa Thingene og i Kirkerne rundt om i Landet, maa, i Forening med hans tilbagevendende Vaabenheld, have bidraget uendelig meget til at opretholde og hæve hans Sag i Folkemeningen. Det er aabenbart, at Sverrers Sag fra Sommeren 1199 i selve Norge igjen tog en afgjort Vending til det Bedre, og at Baglerne, endogsaa i Viken, efter at Sverrer havde kuet den store Bondeopstand i 1200, følte sig mindre sikkre og mindre kunde stole paa Almuens Medfølelse end forhen. Selv den Omstændighed, at Biskop Nikolaus efter 1199 ikke meer optraadte i Norge i Baglernes Spidse, synes antyde, at Sverrers geistlige Modstandere i Danmark have mistvivlet om, at deres Sag ved en almindelig Reisning af Norges Almue imod Sverrer til Baglernes Gunst og Geistlighedens Fordeel, skulde vinde Overhaand, og at de derfor have fundet det rigtigst at trække sig, i det mindste for Offentlighedens Øine, noget tilbage fra Baglernes Parti, for at ikke Forbindelsen med disse Forstyrrere af Norges indre Ro, maaskee skulde nedsætte deres Sag hos Nordmændene i Almindelighed. Hertil kom, at de ved denne Tid tabte sin ivrige og kraftige Beskytter i Danmark, Erkebiskop Absalon af Lund. Han døde nemlig den 21de Marts 1201[1] efter at have i sit Testamente betænkt hver især af sine landflygtige norske Brødre, og først og fremst Erkebiskop Erik, „der – efter Testamentets Ord – var landflygtig paa Grund af sin Retfærdighed“[2]. Sverrers Stilling var saaledes ved denne Tid paa langt nær ikke faa fortvivlet, som den havde været to Aar i Forveien, hverken med Hensyn til hans Riges indre Forhold, eller til de landflygtige norske Biskopper, af hvilke flere, som Niaal af Stavanger og Martin af Bergen, maa antages meer af Frygt for Paven, end af Had mod sin Konge at være optraadte paa dennes Fienders Side.

Alligevel maa man høieligen betvivle, at en fuldkommen Udsoning mellem Sverrer og den romerske Kurie nu længer var udførbar. Paa den ene Side var Sverrer gaaet saa vidt, at de for en Udsoning nødvendige Tilbageskridt vilde sætte hans hele kongelige Anseelse og Myndighed i Fare, idet han da havde maattet gjøre Afkald paa og for-

  1. Suhm D. H. VIII. 580.
  2. Absalons Testamente i Script. rer. Dan. V. 422–456.