Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/321

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

I Viken vaktes i Begyndelsen af 1200, tildeels ved deres Anstiftelse, en yderst farlig Opstand af hele Vikens Almue, der ifølge hemmelig Aftale paa en bestemt Tid flokkede sig fra alle Sider sammen til Oslo, hvor Kongen just opholdt sig, og angreb ham ganske uforvarende med en uhyre Overmagt. Sverrer reddede sig imidlertid ved Raskhed og Klogskab ud af denne truende Fare. Ved mesterlige Bevægelser hindrede han de fiendtlige Flokkes Forening, mødte dem enkeltviis og sluttede med at vinde en glimrende Seier over dem alle. I Viken havde han desuagtet meget ondt ved at vinde fast Fod, lige indtil ogsaa her Lykken syntes at erklære sig afgjørende for ham, idet han i Januar Maaned 1202 tvang en stærk Flok af Bagler, som under Reidar Sendemands Anførsel havde befæstet sig paa Bjerget ved Tunsberg og der haardnakket udholdt en lang Beleiring af Birkebenerne, til at overgive sig.

30.
Forsvarsfkrift for Kong Sverrer om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold.

Krigsbegivenhederne have maattet korteligen berøres for at tydeliggjøre det Farefulde i Sverrers Stilling og den Kraft og Klogskab, med hvilken han under saa mislige Omstændigheder vidste at opretholde sit Kongedømme, Vaaben mod Vaaben. Men under alt dette forsømte han heller ikke at nytte Ordets Magt for at møde sine kirkelige Modstandere paa Kirkens egen Grund og belære sine Undersaatter om den skjæve Stilling, Kirkens Forstandere havde indtaget ikke alene mod hans Person, men ogsaa mod Landets Styrelse, Kongedømmets Væsen, den almindelige Samfundsorden, ja mod selve Christendommens sande Aand. Fra denne Tid skriver sig nemlig en mærkelig Fremstilling af Kongedømmets og Geistlighedens indbyrdes Forhold i Norge, til Forsvar for det første og til Anklage mod den sidste. Afhandlingen er endnu til. Den er forfattet i det norske Sprog, og er ganske vist udgangen fra Kongens eget Tilsagn, om end maaskee en med Kirkeloven fortrolig Geistlig har staaet ham bi med sine canonistiske Kundskaber og ført Pennen; – og den viser sig at have været bestemt til at oplæses rundt om i Landet, for at imødegaa de Virkninger, som Kongens og hans Mænds Bansættelse, samt det almindelige Interdikt kunde have paa Folket.

Efterat Forfatteren først korteligen har fremhævet Anledningen til sit Skrift, nemlig, at den store „Sygelighed, som er paakommet Landet“ gjør det nødvendigt at oplyse Almuen med Sandruhed og Skjønsomhed om den sande Aarsag til Fordærvelsen, hvilken de Geistlige paastaa, at maatte tilskrives Kongen og hans Mænd, – skildrer