Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/320

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rekom vel de Fleste unødtvungne at have forladt Landet, og ingen aabenbar Voldshandling af Kongen imod Kirke eller geistlig Mand kunde paavises. Det almindelige Interdikt var derhos noget ganske nyt i Norge, hvis egentlige Væsen og hele Frygtelighed neppe var ret klar for det lavere Presteskab, som skulde sætte det i Udøvelse, og end mindre for Lægfolket, paa hvilket det var beregnet at virke. Man finder saaledes ikke omtalt, at nogen almindelig Lukning af Landets Kirker eller noget Ophør af Gudstjenesten har fundet Sted; og ikke heller sporer man, at Interdiktet voldte noget større Frafald af Folket fra Sverrers Sag, end det som allerede før dets Udstedelse var indtraadt. Før Indholdet af Pave Innocentius’s Skrivelser kunde blive ret bekjendt og komme til at øve nogen Virkning i Norge, havde desuden Sverrers fortvivlede Stilling med Hensyn til Baglerne taget en afgjort Vending til det Bedre.

Thrønderne holdt fast ved sin Troskab mod Kongen, og ved deres overordentlige Anstrængelser lykkedes det ham baade at forsvare sig Vinteren over i Throndhjem mod Baglernes Angreb, og under Løbet af Vaaren 1199 at faa bygget i Nidaros og sat paa Søen 8 meget store Skibe. Med denne Flaade tvang han Baglerne til et Søslag paa Strindsø, og vandt her den 18de Juni en afgjørende Seier. Biskop Nikolaus var i behørig Frastand Vidne til sit Partis Nederlag og flygtede itide fra Slaget med den unge Konge, Inge Magnussøn. Efter dette Slag finder man ham ei meer i Sverrers levende Live optrædende i Baglernes Hær. Da Sverrer nemlig forfulgte sin Seier lige til Viken og nu her, ligesom overalt ellers i Norge, paa ny vandt Overhaand, maa man antage, at Biskop Nikolaus har fulgt de Baglerflokke, der, som sædvanlig naar Lykken gik dem imod i Norge, søgte og fandt Tilflugt i Danmark, og at han siden er forbleven der hos sin Erkebiskop. Maaskee har han fundet det Krigerliv, han i nogle Aar havde ført, vel farligt og trættende; rimeligt er det ogsaa, at Erkebiskoppen og hans Brødre i Danmark ikke have tilladt ham længer at beskjæmme deres og Kirkens Sag ved en Adfærd saa lidet kirkelig som den han oftere havde udviist i Baglernes Spidse, og fremfor alt ved Bergens Afbrændelse. At han ligefuldt har havt en virksom Haand med i Baglernes senere Foretagender mod Sverrer, lader sig ikke omtvivle.

Skjønt nemlig Sverrer efter Slaget paa Strindsø atter vandt Overvegten i Norge, saa havde han dog dermed ingenlunde undertvunget Baglerne. Disse vedbleve at forurolige ham med idelige Angreb, og i Viken, som altid heldede til deres Side, lykkedes det dem flere Gange at vinde Overhaand, skjønt de nu ikke mere formaaede at sætte sig for længere Tid fast i nogen anden Deel af Landet.