til Hjælp med de kraftigste Foranstaltninger. Han har udentvivl allerede som Kardinal under sin Formands Styrelse skaffet sig et Indblik i de norske Forholde og dvælede ikke længe med at komme den lidende og efter hans Begreb høist forurettede norske Kirke til Undsætning. Endnu samme Aar som han tiltraadte Pavedømmet udstedte han den 6te October ikke mindre end fem Breve i denne Sag, alle mod Kong Sverrer, hvis fuldkomne Tilintetgjørelse, eller i al Fald dybeste Ydmygelse, Innocentius synes at have anseet nødvendig for den norske Kirkes Redning
Det ene Brev er stilet til den nidarosiske Erkebiskop og alle øvrige norske Biskopper og Prælater. Det indeholder de heftigste og skarpeste Udfald mod Sverrer. Han tror – siger han – at Gud, for at straffe den norske Geistligheds og det norske Folks Synder, har tilladt, at Sverrer med tyrannisk Grumhed og afskyelig Voldsomhed har bemægtiget sig Riget, uden at have – efter hvad der er Paven forebragt – hverken Høvdingernes Valg eller Blodets Ret for sig, – og at han, der selv tilforn skal have været Prest, nu raser mod Geistligheden, undertrykker Kirkerne, forfølger Klerkerne, plager de Fattige og farer grumt afsted mod de Mægtige. Det maa ansees for at være en Guds Dom, at han, der paa Grund af sin uegte Fødsel ei havde burdet forfremmes til de geistlige Grader (ordines), efterat han dog imod de canoniske Bestemmelser deri er bleven optagen, raser imod de samme, som ved at indvie ham ikke have iagttaget hine Bestemmelser. Efter at Paven derpaa har fremkastet mod ham den allerede omtalte Beskyldning for at have forfalsket Pave Cølestinus’s Bulle, gaar han over til at forkynde Sverrers Bansættelse: „For at ikke hans Ondskab – siger han – længer skal rase mod de Uskyldige, befaler jeg Eder at paaminde paa det omhyggeligste det norske Folk, at det ei maa understaa sig længer at følge ham, eller yde ham nogen Hjælp eller Hyldest. I andet Fald skulle I erklære alle hans Tilhængere excommunicerede, lukke Kirkerne, ikke tillade i nogen Deel af Norge, der adlyder ham, noget kirkeligt Sakrament at forrettes, undtagen Berns Daab og Døendes Pønitens, og negte hans Tilhængere kirkelig Begravelse.“ Til Slutning advarer han – som forhen berørt – mod at fæste Lid til forfalskede Brevskaber til Sverrers Fordeel. – I dette skarpe Brev er da Bansættelsen over Sverrer ikke allene udstrakt til alle hans Tilhængere, det vil sige til hele Birkebenernes Parti, men ogsaa udvidet til et almindeligt Interdikt over enhver Deel af Norges Land, hvor Folket maatte vove at yde Sverrer undersaatlig Lydighed.
Innocentius’s andet Grev er til Erkebiskop Erik. Han roser deri først Erkebiskoppens rene Tro og standhaftige Iver, „hvilken hver-
