lykkedes ikke Baglerne at vinde Borgen, men heller ikke Birkebenerne at fordrive sine Modstandere. Biskop Nikolaus fattede endelig det grusomme Raad at afbrænde hele Bergens By, og derpaa forlægge Kjøbstaden et andet Sted hen paa Hordaland. Den skjændige Plan blev udført Natten til den 10de August under Biskoppens eget Opsyn, der ikke engang sørgede for at spare Kirkerne. Disse, erklærede han, vare besmittede derved at bansatte Mænd havde været i dem, og de vare nu ikke helligere end Kipper. Den største Deel af Byen og ikke mindre end sex Kirker blev lagt i Aske. Men denne Udaad bragte ogsaa et Had over Nikolaus fra Bergensmændenes Side, hvilket han senere havde vanskeligt ved at udslukke; og sit Hovedøiemed, nemlig ved Branden at tvinge Borgen til Overgivelse, opnaaede han ikke. Sverrer havde under disse Kampe seet sin Flaade ødelagt, og han drog sig om Høsten landveis til Throndhjem, der nu var saagodt som den eneste Deel af Landet, hvor Folket var ham fuldkommen tro. Baglerne spillede imidlertid Herrer paa Havet og herjede paa begge Sider af Throndhjemsfjordens Munding, medens Sverrer maatte holde sig i Nidaros om Vinteren uvirksom af Mangel paa Flaade[1].
Sverrer havde aldrig efter Magnus Erlingssøns Død været i en saa fortvivlet Stilling, som paa denne Tid; og just nu tog hans Forhold til Paven og Kirken en meer farefuld Retning end nogensinde før. Pavens og Erkebiskoppens Trudsler vare ikke blevne uden Virkning paa de norske Biskopper, som hidtil havde vist sig Sverrer tro. Biskop Niaal af Stavanger havde allerede forladt Norge og begivet sig til sin Erkebiskop. Ivar Skjalge (den skjælende), der var, rimeligviis under Baglernes Indflydelse, valgt til Biskop i Hamar efter Thorers Død, blev udentvivl viet i Danmark og forblev der; han ansaas bestandig for en stor Fiende af Sverrer og Sverrers Æt, ligesom af Birkebenerne i det Hele[2]. Nikolaus af Oslo var rigtignok i Norge men havde ganske andet at tage Vare end sine biskoppelige Pligter. Alene Martin af Bergen var endnu Sverrer tro og fulgte ham. Den norske Kirke var saaledes for Øieblikket saagodt som berøvet alle sine Forstandere, og som Følge heraf i den misligste Stilling. Nu kom hertil et Paveskifte, der heller ikke var til Sverrers Fordeel.
Den 8te Januar 1198 døde den alderdomssvage Cølestinus III, og til hans Eftermand valgtes samme Dag den kloge, kraftige og hierarchisksindede Innocentius III, der bragte Pavedømmet til det høieste Punkt af Magt og Anseelse, som det nogensinde har indtaget. Hans skarpe Blik opdagede hastigen ethvert Indgreb paa Kirkens og Hierarchiets Omraade, og hans utrættelige Virksomhed var strax rede
