og hørte fine Standsbrødres Klager og kjendte deres Stemning, har troet sig opfordret til at befri den danske Geistlighed fra dens Plageaand ved et fortvivlet Middel, og at Legatens Ledsagere ere blevne Offere for den samme Gift, som nærmest var ham alene bestemt, – dette maa synes langt rimeligere, end at Sverrer skulde have havt sin Haand med i Spillet[1]. Deraf, at Forbrydelsen maaskee paa en vis Maade kan siges middelbart at være kommen Sverrer til Gode, maa man dog ikke tage Anledning til at paabyrde ham den.
Hvad derimod Pavebrevenes Forfalskning angaar, da lader vistnok Mistanken mod Sverrer sig vanskeligere fuldkommen bortrydde. Man finder nemlig, i en af Innocentius IIIs Skrivelser, som senere skal omtales, den Beskyldning mod Sverrer udtrykkelig fremsat, „at han ikke har frygtet for at forfalske Pave Cølestinus’s Bulle (d. e. Segl) og dermed besegle forskjellige Breve“[2]. Der yttres ogsaa imod Slutningen af samme Pavebrev, „at Kongens Sendebud intet hos Paven erholdt (neml. til Kongens Fordeel); hvorfor, saafremt de have foregivet at have erholdt noget saadant for ham, de maa have faaet det hos Falsknere, af hvilke en Mængde i Begyndelsen af Pavens Regjeringstid vare opdagede, der havde befattet sig med at forfærdige falske Buller“[3]. Her er Beskyldningen for et beganget Falskneri klar nok. Men deels kunde man tænke sig Muligheden af, at den nye Pave paa denne Maade har villet ugyldiggjøre et Skridt af sin Formand, som han høieligen misbilligede; deels – hvis man ei tiltror den store Innocentius et saadant Kunstgreb, og saaledes antager Falskneriet for virkeligen beganget – bliver det endda et Spørgsmaal, om det er beganget af Sverrer selv, eller af hans Sendemænd. Udtrykkene i Innocentius’s Brev aabne i Grunden Adgang for begge Formodninger, og man skulde næsten tro, at Paven selv ikke ret har vidst, til hvilken han snarest skulde helde. At Sverrer kunde have benyttet et eftergjort paveligt Segl for et Brev eller flere, som han selv i Pave Cølestinus’s Navn kunde have ladet skrive, – er i sig selv ikke umuligt, skjønt det altid var saare dristigt. At han derimod kan have givet sine Sendemænd det hemmelige Hverv, hvis de ei ad den rette Vei kunde udvirke noget til hans Fordeel hos Pave Cølestinus, da at benytte enhver Udvei, hvortil det daværende pavelige Hofs berygtede Bestikkelighed gav dem Anledning, følgelig ogsaa til at erhverve falske Breve, hvis det lod sig gjøre, – det bliver altid langt sandsynligere. Sverrers Karakter, som den i Historien viser sig, forbyder ingenlunde, at han jo kunde have villet benytte sig af et sligt Kneb, hvis Leilighed gaves; og denne Fremgangsmaade
