Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/313

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

om, at den hele Sendefærds Maal var forfeilet, at Paven havde erklæret sig mod ham, og at Bansættelsen var bleven skjærpet. Han har villet forhindre dette Budskab fra at naa Norge, har derfor besørget baade sine egne Sendemænd og den med dem følgende Kardinal forgivne i Danmark, og derpaa selv sammensmedet den hele Fortælling om Brevenes Pantsættelse, for at skaffe de af ham fremlagte forfalskede eller opdigtede Breve desto mere Tiltro. Det Hele skulde da være et med ligesaa stor Samvittighedsløshed som Finhed udført Statskneb af Sverrer.

Mistanken er imidlertid i sin Heelhed neppe støttet paa sikkre Grunde. At Sverrer skulde have ladet Kardinalen og sine egne Sendemænd forgive i Danmark, er en Beskyldning, som ikke findes hverken udtalt eller antydet i nogen ældre historisk Beretning, ikke heller i nogen af hans Modstanderes Fremstillinger, eller i nogen af de tordnende Pavebuller, som et Aarstid senere af Pave Innocentius III, Cølestinus’s Eftermand, udstedtes mod ham; – og dog vilde denne Beskyldning have været saa nedtyngende, man kan næsten sige saa tilintetgjørende for Sverrer, at man umuligen kan antage, at hans hadske Modstandere vilde have ladet den uberørt, om de end blot kunde støtte den til den svageste Mistanke. Vel er det saa, at de omtalte pludselige Dødsfald synes uafviselig at maatte tilskrives Forgiftning; men paa den ene Side lader det usandsynligt, at Sverrer skulde have kunnet finde Midler til at iverksætte denne i et fremmet og fiendtligt Land, hvor han sikkert havde faa eller ingen paalidelige Venner, og paa den anden Side gives der en langt rimeligere Maade at forklare sig Begivenheden.

Den pavelige Legat, med hvem Sverrers Sendemænd fulgte, var Kardinal-Presbyteren Fidentius, som af andre Kilder vides at have indfundet sig i Danmark i Vinteren 1196–1197, og som døde d. 19de Februar 1197 i Lund, hvor han blev begraven. Hans vigtigste Forretning i Danmark synes at have været Penges Udpresning af den danske Geistlighed, og heri for han frem med saadan Begjærlighed og Skaanselløshed, at det vakte almindelig Forbittrelse. Han vovede, endogsaa at bruge de mest nærgaaende Trudsler mod de mægtigste og meest anseede Prælater, naar de ikke strax vilde komme hans uforskammede Ønsker imøde. Selv en saa hierarchisksindet Prælat som Abbed Vilhelm af Ebelholt dadler hans Fremfærd i et af sine Breve til Erkebiskop Absalon i de aller bittreste Udtryk, og erklærer at ville modsætte sig hans Fordringer til det Yderste[1]. At under saadanne Omstændigheder et eller andet Medlem af den danske Kirke, der muligen personlig har lidt eller frygtet for at lide af Legatens Rovgjerrighed,

  1. Scr. r. Dan. VI. 21–23.