Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/306

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

per skulde møde i Bergen til Petri og Pauli Dag for at krone ham. Iblandt Biskopperne var ogsaa Nikolaus, Biskop af Viken. Han erklærede, at han ikke vilde overvære Kroningen paa Grund af sin Erkebiskops Fraværelse. Sverrer lod da denne Biskop gribe og binde paa et Skjær i Havet, saaledes at Vandet næsten løb ham ind i Munden, og tvang ham paa denne Maade til at give efter, saa at han kronede Kongen i de øvrige Biskoppers Nærværelse og med deres Samtykke[1]. Her have vi ganske vist for os et Rygte grundet paa den løgnagtige Nikolaus’s Opspind. Da han nemlig havde indladt sig paa at være Formand ved Kroningen, og dette, som snart vil sees, senere regnedes ham høieligen til Onde, har han ikke noksom kunnet udmale Sverrers tyranniske Adfærd for at tvinge ham. Jo frygteligere han skildrede den anvendte Tvang, des lettere vilde han finde Undskyldning for sin egen Eftergivenhed.

Sverrer havde nu opnaaet Kroningen. Men et stort Spørgsmaal er det, om han derved vandt nogen sand Fordeel, eller om han ikke snarere forværrede sin Sag. For hans Undersaatter kunde det neppe længe blive skjult, paa hvad Maade Kroningen var udvirket, nemlig – hvad aldrig kunde negtes – ved en vis Tvang; og var dette først bekjendt, havde Handlingen tabt væsentlig i sin Betydning. I Pavens, den landflygtige Erkebiskops og alle dennes Tilhængeres Øine, dyngede den kun en ny Brøde paa Kongens Hoved og gjorde en Udsoning vanskeligere end nogensinde for. At Sverrer alligevel endnu har tænkt sig et mindeligt Forlig med Erkebiskop Erik muligt, og at han derfor endnu har behandlet ham med en vis Agtelse og et vist Hensyn til hans erkebiskoppelige Ret, det viser Kongens Opførsel i Anledning af et Biskopsvalg paa Island.

Her døde i Slutningen af 1193, den 23de December, den gudfrygtige og nidkjære Biskop Thorlak Thorhallessøn i Skaalholt. Hans Anseelse paa Island var saa stor, at han strax efter sin Død af Folket blev betragtet som hellig, og allerede i 1198 den 20de Juli blev hans Lig høitideligen optaget, skrinlagt og henstillet i Skaalholts Kathedralkirke. Aaret efter blev det paa Althinget bestemt, at hans Optagelsesdag skulde høitideligholdes som stor Festdag med forudgaaende Faste; og fra den Tid af blev han under hele Katholicismen æret af Islændingerne som en Helgen, uagtet han ikke vides nogensinde at være bleven af Paven høitidelig anerkjendt som saadan. Baade hans Optagelsesdag (translatio), den 20de Juli, og hans Dødsdag, den 23de December, bleve helligholdte[2].

Om Sommeren 1194 blev der, udentvivl paa Althinget, raadslaaet om Valget af en ny Biskop til Skaalholt. Sagen blev længe

  1. Nor. kon. søg. fol. IV. p. 432.
  2. Finn Joh. I. 287–300.