fra først af var reist efter Biskoppens underfundige Raad. Nikolaus vilde benegte; men Sverrer holdt ham Beviserne for Øine, kaldte ham en Høiforræder og truede ham paa det Haardeste. Nikolaus, som just ikke havde Ord for at være synderlig modig, blev yderst forfærdet, og bad Kongen om Naade i de ydmygeste Udtryk, lovede ham atter Troskab, tilbød sig at bekræfte dette med Ed, og erklærede sig beredt til at bøde alt hvad han havde forbrudt ganske efter Kongens Villie. Sverrer tog ham paa Ordet og førte ham med sig til Bergen.
Hid kaldte han nu ogsaa Biskopperne Thorer af Hamar og Niaal af Stavanger, som begge kom. Biskop Paal af Bergen var nemlig død om Vinteren forud den 2den April, og Bergens ledige Biskopsstol skulde besættes. Da Sverrer nu havde samlet om sig de Biskopper, som for Tiden vare i Norge, bragte han først under Overlægning Valget af en ny Biskop til Bergen. Udentvivl paa Kongens Anbefaling og ved hans Indflydelse valgtes hertil en vis Martin, hidtil Kongens Hirdprest, en Engelskmand af Fødsel, og en udmerket Klerk[1]; og paa Sveirers Raad blev han indviet strax af de øvrige tilstedeværende Biskopper, som altsaa her udførte Erkebiskoppens Hverv. Derpaa lod Kongen berede et stort Gjestebud, og det blev afgjort, at de fire Biskopper skulde salve og krone Kongen. Dette gik ogsaa for sig paa Petri og Pauli Dag, den 29de Juni 1194. Ligesom Biskop Nikolaus i de forudgaaende Forhandlinger havde været den virksommeste i Kongens Raad, og ligesom han udentvivl havde efter Kongens Ønske, hvilket han nu ei vovede at modsætte sig, gjort sit for at besnakke de øvrige Biskopper, saaledes var han ogsaa Formanden ved selve Kroningens Udførelse. Da Sverrer havde drevet dette igjennem, skiltes han og Biskopperne som de bedste Venner[2].
Dette er Sagaens Fremstilling af Omstændighederne ved Sverrers Kroning, og den synes at være fuldkommen nøiagtig. At Rygtet derom kom til Udlandet med Tilsætninger, som vare mindre gunstige for Kongen, kan ikke vække nogen Forundring. Den samtidige engelske Historieskriver Villiam af Newbury (Guilielmus Neubrigensis) fortæller, at Sverrer modtog Kronen af en Biskop, hvilken han tvang til at forrette denne Handling ved at true ham med Døden[3]. Hvad dette Udsagn angaar, da er det ganske troligt, at Sverrer kan have ladet en saadan Trudsel falde til Nikolaus, da han forekastede denne hans Høiforræderi. Et bestemtere Præg af Udsmykkelse bærer derimod den noget yngre Roger af Hovedens Fortælling. Da Erkebiskoppen – siger han – havde forladt Norge for ikke at krone Sverrer imod Pavens Forbud, befalede Kongen, at alle Norges Biskop-
