under dette jævnlige Forhandlinger med ham, for at overtale ham til at forrette Salvelsen og Kroningen. Legaten – heder det – optog dette ret godt og viste sig villig til at opfylde Kongens Ønske. Men nu blandede andre Geistlige sig hemmeligen i Sagen og forestilte Legaten, hvilke Hindringer der stillede sig i Veien for det paatænkte Foretagende. De fremhævede Kongens endnu uafgjorte Strid med Erkebiskoppen, at Sverrer tidligere var viet til Prest, at han havde taget en Egtehustru, Dronning Margreta nemlig, skjønt han havde en anden lovlig giftet i Forveien (Astrid, Biskop Roes Datter?), og begge Hustruer vare i Live, samt andet Mere lignende, hvorfor de fraraadede Legaten at opfylde Kongens Forlangende. Legaten lod sig ogsaa herved omstemme. I en senere Samtale negtede han Kongen Kroningen, idet han paalagde ham at forlige sig med Erkebiskoppen, som da havde at forrette hiin Handling. Kongen blev yderst forbittret over dette Afslag, og bød Legaten strax at forlade Landet. Han saa – sagde han – hvad Legatens Erinde til Norge var, det samme som mange andre Bedrageres, der kom hid fra fremmede Lande for at frarane Folk Penge, og siden, naar de igjen vare dragne bort, drive Spot med hans Rige. Legaten fandt det ogsaa bedst at reise sin Vei med saa forrettet Sag[1].
Det er rimeligt, at Kongen i disse Underhandlinger har sat sit fornemste Haab til Legatens Bestikkelighed; og dette var neppe saa ilde beregnet. Under Pave Colestinus III’s Styrelse var nemlig den romerske Kurie berygtet for de mange Underslæb og Bedragerier, som gik i Svang med Bestikkelser, falske Buller og lignende, rimeligviis især paa Grund af Pavens Alderdomssvækkelse. Sverrer har vistnok med sit Skarpsyn snart opdaget, at Manden, han her havde for sig, ikke var trykket af den ømmeste Samvittighed, og herefter indrettet sine Forslag og Løfter. Legaten har været paa Veie til at lade sig friste, skjønt Sverrers Forhold til Erkebiskoppen neppe kunde være ham ubekjendt, da han netop synes at være kommen nærmest fra Danmark. Imidlertid har han, paa hemmelige Forestillinger af norske Geistlige og ved nærmere Betragtning, fundet Sagen for farlig at indlade sig paa, og har derfor til Slutning meer af Frygt end af Samvittighedsfuldhed afslaaet Kongens Forlangende.
Da saaledes Kong Sverrers Forsøg paa at tilvende sig Kroningen ved Hjælp af den pavelige Legat slog Feil, greb han til et andet Middel, som bedre lykkedes. Han drog fra Konghella længer Nord i Viken og hentede her Biskop Nikolaus til sig. Han lod i en Samtale under fire Øine Biskoppen vide, at han vel kjendte dennes forræderske Forbindelser med Øskjæggernes Parti, og at det hele Oprør
- ↑ Sv. S. c. 122.
