Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/302

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Veien for Kroningen. Der maa følgelig i den anførte Sagaberetning være Tale om en tidligere Paveskrivelse, ved hvilken Erkebiskop Erik fandt sig bemyndiget til at lyse Ban over Sverrer, rimeligviis allerede i 1193, eller i alt Fald en god Stund for Midtsommer 1194.

Man seer af Sagaens Fortælling, hvorledes Sverrer søgte at møde Bansættelsen og gjøre den uvirksom i det mindste for fine Undersaatters Vedkommende, nemlig ved at fremstille den af Paven givne Bemyndigelse som et Opspind, – Erkebiskoppens Banlysning følgelig som uberettiget, og endelig den sidstes Blindhed som en Guds Straf over ham for hans, efter Sverrers Fortolkning, ulovlige Fremfærd. Kongen støttede sig, som man seer, fremdeles til Landsloven, St. Olafs Lov, og paastod, at intet var i Veien for at Erkebiskoppen kunde vende tilbage til sin Stol, naar han kun vilde holde sig hiin Lov efterrettelig. At en saadan Fremstilling ikke var i alle Dele strengt sandru, og at Kongen fremdeles holdt de væsentligste Stridspunkter udenfor det norske Lægfolks Kundskab, er klart. En saadan Fremgangsmaade kunde visselig ogsaa have den forønskede Virkning, ganske at lamme Bansættelsens Kraft, saalænge Kongen kunde holde den lavere Geistlighed, ikke at tale om Landets Lydbiskopper, paa sin Side, eller i en nogenlunde gunstig Stemning; og dette var, som det lader, hidtil fuldkommen lykkets ham, skjønt det ikke saaledes skulde vare til Enden.

Sverrers Stilling var virkelig paa denne Tid saadan, at han tiltrængte al sin Klogskab og Kraft for at kunde holde sig oppe. Allerede 1192 havde nemlig Øskjæggernes Parti dannet sig mod ham. Det havde til egentlige Førere tvende af Magnus Erlingssøns fordums klogeste og dristigste Partihøvdinger, hans Svoger Lendermanden Halkel Jonssøn, og hans uegte Halvbroder Sigurd Erlingssøn, almindelig kaldet Jarlssøn, hvilke begge efter Magnus’s Død vare tagne til Naade og Forlig af Sverrer, men desuagtet nu spandt Rænker mod denne; og i Partiets Spidse stilledes en ung Søn af Kong Magnus, ved Navn Sigurd. Den som hemmelig pustede til Oprørsflammen var Biskop Nikolaus Arnessøn, der vist aldrig havde meent noget alvorligt med sine sledske Løfter, og nu begyndte det troløse Spil, som han siden fortsatte gjennem sit hele Liv. Øskjæggernes Parti optraadte med Kraft, og det var kun med megen Anstrængelse, at Sverrer endelig i Vaaren 1194 fik det underkuet, da han vandt et afgjørende Slag over det i Florevaag ved Bergen, i hvilket den unge Sigurd Magnussøn faldt tilligemed sin fornemste Leder Halkel Jonssøn.