gedømmet, – Fordringer, hvis Opnaaelse nu blev dens Stræbens bestemte og fuldtbevidste Maal og Meed.
Uagtet denne Bulle saaledes maa ansees som Hoveddokumentet fra Pave Cølestinus’s Side i den her omhandlede Tvist, saa var dens Udfærdigelse dog neppe det første Skridt, Paven gjorde for at komme Erkebiskop Erik til Hjælp i hans betrængte Stilling. Man maa af Sverrers Saga slutte, at Cølestinus allerede tidligere (1193?) har udfærdiget en Skrivelse til Erkebiskoppen, hvori han har givet denne Ret mod Sverrer, og belagt Kongen med Ban, hvis han ikke gav Erkebiskoppen fuld Opreisning. Nævnte Saga fortæller nemlig vedkommende denne Sag følgende:
Erkebiskopperne Erik og Absalon lode Sendemænd fare til Rom med Breve til Paven, hvori det hele Forhold mellem Kong Sverrer og Erik for denne sidstes Bortfærd fra Norge var fremstillet efter Erkebiskoppens eget og hans Mænds Vidnesbyrd (altsaa den Fremstilling, som allerede oftere er omtalt). Fra Paven blev svaret ganske efter Erkebiskoppens Forventning, nemlig at Paven lyste Ban over Kong Sverrer, hvis han ikke indrømmede Erkebiskoppen dennes fremsatte Fordringer. Pavebrevet, som indeholdt dette Svar, lod Erkebiskoppen oplæse i Danmark og lyste hver Søndag i Choret Ban over Sverrer. Da Kongen spurgte dette til Norge, bragte han ofte den Sag paa Bane paa Thingene og fremstillede det Hele som et Opspind alene af Danerne og ingenlunde Pavens Ord. Det skulde ikke lykkes Erik Blinde – sagde han – at fralyve ham hans Kongedømme. Den Forbandelse, han lyste over Kongen, havde slaaet sig paa hans egne Øine. „De monne være i Ban – tilføiede han – som øve Bansverk, men jeg er Kongesøn og ret kommen til dette Land og Rige, og jeg har taalt saa meget Ondt, før jeg vandt det, at jeg ikke vil opgive det for denne Sags Skyld. Erik kan endnu fare til sin Stol, skjønt han er blind, naar han kun vil holde Landets Lov. Men om han end havde begge sine Øine i Behold, som han nu er blind paa begge, og paa Forstanden med, at han ei kan see hvad der er ret, saa vil jeg dog ikke bryde den hellige Kong Olafs Lov for hans Skyld, hvor megen Forbandelse.han end lyser“[1].
Denne Bansættelse, som her omtales, maa være lyst før Sverrers Kroning, som foregik i Slutningen af Juni Maaned 1194 (hvad senere skal fortælles), efterdi Anklagen mod de Biskopper, der kronede ham, netop støttedes dertil, at de havde kronet en, som var i Kirkens Ban. Altsaa kan Bansættelsen ikke have været udvirket ved den ovenomtalte Bulle af 15de Juni 1194, da denne umulig kunde være saa tidlig bekjendt i Danmark end sige i Norge, at den kunde staa i
- ↑ Sv. S. c. 121.
