Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/300

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

tykke eller Forslag til alle kongelige Kapeller og alle andre Kirker og Kapeller i sin Provins, ifølge de tidligere Kongers Opgivelse af deres Patronatsret. – 4) I Valget af Biskopper og Abbeder i hans Provins, skal hverken Kongen eller nogen verdslig Høvding blande sig, eller deres Samtykke udfordres – 5) Ingen Geistlige skulle være forpligtede til at drage i Leding eller udrede Leding, undtagen de have kongelige Forleninger. – 6) Erkestolens Ret til en vis aarlig Korn-Udførsel til Island stadfæstes – 7) Pilegrimer til St. Olaf skulle til enhver Tid nyde sikker Fred. – 8) Geistlige maa ikke i Sager, hvor den canoniske Ret forbyder saadant, underkaste sig verdslig Domstol. – 9) Ingen indviet Kirke maa nedlægges eller flyttes uden vedkommende Biskops Tilladelse. – 10) Ingen Konge eller Fyrste maa, uden Biskoppernes Samtykke og de viseste Mænds Raad, forandre Landets vedtagne og skrevne Love, eller de deri bestemte Bøder til Kirkernes og Geistlighedens Skade, ikke heller maa han af nogen Biskop eller Abbed, som ikke har kongelige Forleninger (regalia), fordre, enten før eller efter deres Indvielse, nogen Troskabsed. – 11) I Tiendens Udredelse skulle Kongerne med Hensyn til sine Jorder og Gaarde følge de almindelige canoniske Bestemmelser. – 12) Erkebiskoppen skal have Ret til at kjøbe Falke. – 13) Ingen maa paa nogen Maade forurette Nidaros’s Kirke, eller borttage, forholde, indskrænke eller betynge dens Ejendomme, men Alt skal bevares dem til Brug og Nytte, til hvis Bestyrelse og Underhold det er skjænket. – Hvis – heder det derpaa til Slutning – for Fremtiden nogen Geistlig eller Verdslig, der kjender denne pavelige Bestemmelse, vover at handle mod den, og gjentagende paamindet ikke opretter sin Vrede ved en passende Fyldestgjørelse, saa skal han være berøvet sin Magt og sin Verdighed, vide sig skyldig for Guds Domstol, berøves Gjenløserens hellige Legeme og Blod og være underkastet den guddommelige Straf i den yderste Dom[1].

Idet denne Bulle samlet fremstiller den norske Metropolitankirkes og Erkebiskops Friheder og Rettigheder, saaledes som Paven godkjendte og stadfæstede dem, afgjør den med det samme i pavelig Magtfuldkommenhed de forhaandenværende Tvistepunkter mellem Kongen og Erkebiskoppen til den sidstes Fordeel, samt fælder Bans Straf paa den Overhørige. Bullen maatte for Øieblikket være af den høieste Vigtighed, da den indeholdt en Dom af en kirkelig Myndighed, som Sverrer ikke vovede at benegte eller unddrage sig; – og den blev ogsaa for den følgende Tid et vigtigt Aktstykke, idet den afgav et sikkert Grundlag for den norske Kirkes fremtidige Fordringer ligeoverfor Kon-

  1. Norsk Diplomat. II. 2–4.