geæt samt dertilmed Halvbroder til Kong Inge Haraldssøn. Han stod følgelig ved sin Byrd i den nærmeste Forbindelse med de ypperste Ætter baade i Norge og i Sverige, og var saa at sige født til at indtage en iøinefaldende Plads blandt Norges raadende Stormænd. Hans Aandsgaver maa ganske vist have været udmærkede; derom vidner mangfoldige Træk i hans Levnetsløb. Men han brugte dem samvittighedsløst som Redskaber for en æresyg, hevngjerrig, falsk og underfundig Aands Indskydelser, og han blev en Forbandelse for sit Fædreneland, hvis Hæder han kunde være bleven. Fødsel og vel ogsaa senerehen Tilbøielighed stillede Nikolaus paa Erling Skakkes og Magnus Erlingssøns Side, hvilke opretholdt Kong Inges Parti i Kampene om Kongedømmet efter denne sidstes Død; og paa Magnus’s Side optraadte han ogsaa i dennes Kamp mod Sverrer. Hans Virksomhed omtales først i Sagaen i 1180, da han, rimeligviis født omkring 1150, var en tredive Aar gammel. Han var da i Slaget paa Ilevold ved Nidaros Anfører for en Afdeling af Kong Magnus’s Hær. Slaget fik et for Magnus saare uheldigt Udfald, og blandt de Faldne paa hans Side var Nikolaus’s yngre, eneste Broder, Filippus af Herdla[1]. I det følgende Aar findes han som Underhandler fra Magnus’s Side ved et unyttigt Forligsstevne[2]. Siden nævnes han i flere Aar ikke. Allerede før denne Tid maa det vel antages, at han er indtraadt i den geistlige Stand, om han end ikke har modtaget Prestvielsen, ligesom han rimeligviis fra Ungdommen af har faaet en geistlig Opdragelse, – Alt noget som i hine urolige Tider ikke forhindrede, at han jo kunde optræde med Vaaben i Haand som Deeltager i Partikampen. Næste Gang man finder ham omtalt, er som udvalgt Biskop.
Sammenhængen med hans Valg fremstilles i Sverrers Saga paa følgende Maade. Da Erkebiskop Erik var kommen tilbage fra Rom, og en ny Biskop til Stavanger skulde vælges, saa faldt Alles Valg paa Nikolaus Arnessøn af Stodrheim. Men Kong Sverrer gjorde Indsigelser herimod. Da Nikolaus mærkede dette, skrev han et Brev til Sverrers Dronning, Margreta, den svenske Konge Erik den Helliges Datter, og den daværende svenske Konges Knut Erikssøns Søster, hvori han overøste baade Kongen og hende med Smiger og derhos berørte sit Frændskab til hende; Nikolaus og hun vare nemlig Nærsødskendebørn[3]. Dronningen talte nu hans Sag hos Kongen og forebragte denne Nikolaus’s gode Løfter. Kongen erklærede, at han ingen Lyst havde til at gjøre Nikolaus til større Mand end han allerede var; fik han nogen Magt i Norge, vilde ikke hans Sindelag til Sverrer derved forandres, eller hans Troskab voxe. Dronningen trængte imid-
