maatte komme til et aabenbart Brud mellem Kongedømmet og Kirken i Norge, det var vist alligevel uundgaaeligt, saameget Usamdrægtighedens Tønder som nu i meer end een Menneskealder havde sanket sig sammen ved en høitstræbende Kirkestyrelses hierarchiske Anmasselser og ved et, paa Grund af sin ulovlige Oprindelse, vaklende Kongedømmes tvungne Indrømmelser.
Skjønt Striden mellem Kong Sverrer og den norske Geistlighed allerede i sit Udbrud viste sig voldsom, saa bar den dog ikke endnu det Hadskhedens, Skadefrydens og Uforsonlighedens Præg, som senere yttrede sig i den, og det især, maa man tilstaa, fra Geistlighedens, eller rettere fra enkelte Geistliges Side, og mest mod Kong Sverrers Person. Erkebiskop Eriks Fremstilling af Sagen for Paven er overhovedet meer maadeholden, end man næsten skulde vente sig, og med Undtagelse af Hentydningen paa Sverrers ulovlige Anmasselse af Kongedømmet, og hans Hensigt at berøve Erkebiskoppen Midlerne til at kunne svare paa hans Indankning af Sagen for Paven, indeholder den ingen i høi Grad bittre og saarende Udfald mod hans Person. Det er egentlig meer en Forespørgsel til Paven, om hvad Erkebiskoppen med Hensyn til de vakte Tvistepunkter har at gjøre[1], og en Begjæring om Pavens Beskyttelse, – end en afgjørende Fordømmelse af Sverrers Fremfærd, før denne af Paven var undersøgt. Sagen var overhovedet i den Gang, som begge Parter ansaa for den lovlige; den var nemlig af begge stevnet for Pavens Domstol. Men snart blandede sig lavere Lidenskaber i Striden, der gav den et uverdigere Præg; og dette skyldtes udentvivl for en stor Deel en ny Hovedperson, som optraadte i den. Dette var Biskop Nikolaus Arnessøn, hvis Valg til Biskop netop stod i Forbindelse med et af Tvistepunkterne mellem Kongen og Erkebiskoppen, og derfor findes i Erkebiskoppens Fremstilling til Paven berørt, uden dog at Personens Navn nævnes.
Nikolaus var en Søn af Høvdingen Arne af Stodrheim eller Stofrheim i Fyrdafylke (nuv. Staarum i Eids Prestegjeld i Nordfjord) og af Dronning Ingerid Røgnvaldsdatter, af den svenske Kongeæt, Kong Harald Gilles Enke og Kong Inge Haraldssøns Moder, der i fjerde Egteskab havde egtet Arne. Nikolaus var saaledes paa Fæderne af en mægtig Høvdingeæt i Fyrdafylke og paa Møderne af svensk Kon-
- ↑ „super his omnibus, qvid nobis sit agendum, rogamus humiliter Sanctitatem vestram literis proseqvendum“.
