selv og private Kirkeejere med Hensyn til Kirker, som vare byggede paa Kongens eller enkelte private Mænds Gaarde og paa deres Bekostning – 5) Erkebiskoppens Ret til ved Overeenskomst med Bønderne eensidigen, uden Kongens Medvirkning eller Samtykke, at forhøie de ham tilkommende Bøder i Christenretten; hvilken Kongen benegtede, men Erkebiskoppen paastod. – 6) Erkebiskoppens Ret til selv at bestemme Antallet af sit væbnede og uvæbnede Følge; hvilken Ret Kongen, i Henhold til den ældre Christenrets Bestemmelse, negtede.
Disse Tvistepunkter finder man først ved denne Leilighed ret tydeligen udsatte; de bleve senere – som vi skulle see – mange Gange gjenoptagne og gjorte til Gjenstand for varme Forhandlinger mellem Kongedømmet og Kirken.
Af Sagaens Fremstilling viser sig, at Kong Sverrer mest har gjort de tre sidstnævnte Tvistepunkter, nemlig: Patronatsretten til Kirkerne, de Erkebiskoppen tilkommende Bøder, og Erkebiskoppens Følge, til Gjenstand for Almeenhedens Bedømmelse, og det ganske naturligt af den Grund, at dette var Punkter, som kunde siges at røre ligesaa fuldt Landsfolket som Kongedømmet. De øvrige derimod forties i Sagaens Fremstilling, udentvivl fordi disse mere vare Kongedømmet alene og Kirken imellem, og vanskeligere kunde opfattes af Almeenheden i sin fulde Betydning. Erkebiskoppen derimod lægger i sin Fremstilling fortrinlig Vegt netop paa dem, som Sagaen forbigaar, fordi de vare Livsspørgsmaal for Hierarchiet, og af den Grund fortrinlig maatte opfordre Paven til en virksom Mellemkomst. Erkebiskoppen holder sig til de Punkter, hvori han aabenbare havde Hierarchiets Aand, den canoniske Ret og de pavelige Privilegier paa sin Side, men fortier de to Tvistepunkter om Bøderne og Folkeholdet, der vare den canoniske Ret og Hierarchiet i Almindelighed mindre vedkommende og i Grunden nærmest angik hans egen Biskopsstols verdslige Fordeel og Anseelse. Fra begge Sider sporer man saaledes her den største Klogskab og Omtanke; og paa Kong Sverrers Side fortrinlig deri, at han, da han endelig besluttede sig til at flaa et afgjørende Slag, netop fæstede sig ved det mest verdslige Tvistepunkt, nemlig Erkebiskoppens overdrevne Folkehold, i hvilket Punkt Landets gjældende Christenret aabenbare gav Kongen Medhold, og hvilket, efter Norges bestaaende Retsforfatning, ganske.egnede sig til Afgjørelse ved en Lagthingsdom, der igjen nødvendig maatte falde i Overeensstemmelse med Lovbogens tydelige Ord. Meer Maadehold fra begge Sider, og især, som det lader, fra Kongens, under dette Stridens første Udbrud kunde maaskee have forebygget mange paafølgende Ulykker. Men at det engang før eller senere,
