Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/288

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af de ældre Gulathings- og Frostathings-Christenretter, den sidste rimeligviis i Erkebiskop Eysteins Bearbeidelse i Guldfjæder, dog udentvivl noget mildnet til Kongedømmets Fordeel –, har været et Hastverksarbeide, som hverken har fundet Kongens eller Biskoppernes fuldkomne Bifald, og derfor ikke er bleven ophøiet til virkelig Lov[1]. Hvad nu de her opstillede Bansgjerninger angaar, da maa man ikke betragte disse som de eneste Handlinger, der droge Kirkens Ban efter sig; thi allerede de ældste Christenretter, om de end ikke udtrykkelig nævne Bannet, opstille dog Forbrydelser, der medføre en Udelukkelse af Landskirken, en Henvisning til hedensk Land. Man maa derimod betragte dem som Forbrydelser, der tidligere belagdes med den verdslige Lovs almindelige Straffe eller Bøder, og derhos maaskee tildeels for Kirkens Vedkommende med en ringere Kirkebod, men som nu paa Grund af den om sig gribende Lovløshed og Usedelighed ansaas baade af Kongedømme og Kirke at burde straffes paa en, ogsaa i moralsk Henseende, mere afskrækkende Maade. Forresten var Bestemmelsen om Bansgjerninger udstedt for hele det norske Rige. Den sendtes af Erkebiskoppen ogsaa over til Island med Paalæg til Biskopperne der at see den efterkommet[2].

I disse offentlige Forhandlinger spores ingen Misstemning mellem Kongen og Erkebiskoppen. En saadan ulmede imidlertid ligefuldt allerede dengang under det fredlige Ydre, og den brød ud i aabenbare Strid, før man skulde vente det, og med en Voldsomhed, hvortil man i Norge ikke for havde seet Mage. Vi skulle først fremstille dette Udbrud saaledes som Sverrers Saga fortæller det.

Strax da Erkebiskop Erik var kommen til sit Sæde i Nidaros, prædikede han i Christkirkens Chor og brugte mange haarde Ord mod Birkebenerne. Flere af disse fandt sig stødte herved og lagde Erkebiskoppen for Had. Snart reiste sig ogsaa Tvisteemner mellem ham og selve Kongen. Endnu stode de i Erkebiskop Eysteins Tid fattede Bestemmelser ved Magt om Bødernes Beregning i Christenretten inden Nidaros’s Biskopsdømme efter sølvvurderet Øre, hvorved de Erkebiskoppen tilfaldende Bøder fordobbledes, uden at de Kongen ifølge den verdslige Lov tilkommende Bøder i samme Mon vare forøgede. Sverrer forlangte nu af Erkebiskoppen, at han skulde vende tilbage

  1. Hvordan det egentlige Forhold er med den saakaldte Sverrers Christenret, er ikke let at udfinde. At der i den findes enkelte Bestemmelser fælles med Frostathings-Christenretten, hvilke ere yngre end Sverrers Tid, forekommer mig indlysende, f. E. Bestemmelserne om Alterens Sakramente. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Loven jo i sine Hovedbestanddele kan være sammensat i Sverrers Dage og som et Udkast fremlagt paa Mødet i 1190. Senere Tillæg kunne i den være gjorte ligesom i Frostathings-Christenretten, og i en saadan forøget Form er den bleven os levnet.
  2. Jfr. Finn Joh. I. 254.