budne Slegtskabsled. Dette viser sig af de flere endnu levnede Breve af ham til Island[1], i hvilke han med Navns Nævnelse beskylder flere af de mægtigste blandt Øens Høvdinger for at give sine Landsmænd i denne Henseende det sletteste Exempel og opfordrer Biskopperne, i Medfør af deres Embede, til at gjøre Alt hvad der stod i deres Magt for at hemme saadant Uvæsen. Hvad han her paaanker hos Islændingerne, har han vist ikke forsømt at paaanke i selve Norge, hvor ligesaavel som paa Island Sedeligheden i dette Punkt synes paa den Tid at have været i hvi Grad slappet.
I alt dette viser sig intet andet end en høist rosværdig kirkelig Nidkjærhed fra Erkebiskop Eriks Side. At han derhos søgte at verne om Kirkernes og Presternes Uforkrænkelighed ved at opstille Brud paa de førstes Fredhellighed og Voldshandlinger mod de sidste som Bansgjerninger, var baade stemmende med den almindelige romerske Kirkelov og med Tidens Anskuelser; det var desuden stemmende med det, som allerede var udtalt af Erkebiskop Eystein. Kong Sverrer maa ogsaa have billiget dette sidste, da han rakte Haanden til at give det fuldkommen Lovskraft. Dette skede paa et Møde, rimeligviis i Bergen, i Aaret 1190, ved hvilket Kongen selv var tilstede, og hvor Erkebiskop Erik var samlet med alle sine daværende norske Lydbiskopper, nemlig: Paal af Bergen, Helge af Oslo, Niaal[2] af Stavanger og Thorer af Hamar, samt flere Abbeder og en Mængde Prester, – altsaa et Slags Provinsial-Concilium. Her blev nemlig en Bestemmelse udfærdiget, ligesaavel i Kongens som i de forsamlede Geistliges Navn, til Advarsel mod visse Handlinger, som droge Bansættelse til Følge: Forstyrrelse af Kirkes Fred, Forgribelse paa Prests Person, Kvinders Voldtægt og utilladelig Vaabenbyrd i Kirkefærd eller Thingfærd[3]. Bestemmelsen blev sat som Indledning i Spidsen for en paa samme Møde vedtagen, eller i det mindste udkastet Christenret, endnu bevaret under Navn af Kong Sverrers Christenret[4]. Denne er i den Form, hvori vi nu besidde den, egentlig en Gulathings-Christenret, og har været indtagen i en Gulathings-Lovbog. Man skulde imidlertid tro at Hensigten med den har været at gjøre den til en almindelig Christenret for hele Norge, noget som den dog aldrig er bleven; – tvivlsomt er det om den engang er bleven virkelig indført som gjældende i Gulathingslagen. Sandsynligt er det, at Lovudkastet, fra hvem det nu nærmest skriver sig – det er egentlig kun en daarlig Sammenstøbning
