Godhed for ham og vilde ved sin Forbøn hos Erling redde den Uskyldiges Liv. Men Erling svarede sin Søn kort, at dette var en Sag, han ikke forstod, og hvori det ikke kunde nytte at handle efter et godt Hjertes Tilskyndelser; blev Harald i Live, vilde snart Alle have ham til Konge, men Magnus under Øxens Eg. Harald blev paa Erlings Bud halshuggen paa Nordnæs, en Gjerning som almindelig dadledes. Ogsaa til Kongedøttrene af Harald Haarfagers Æt havde Erling et mistænksomt Øie. Han selv havde, ved sin Søns Valg til Konge, aabnet en Udsigt for deres Sønner til Norges Kongedømme, og Olaf Gudbrandssøns Optræden havde viist, at denne Udsigt kunde lokke til et Vovestykke. Sigurd Mund efterlod sig en anerkjendt Datter Cecilia. Gift med en norsk Høvding kunde hun føde Sønner, der kunde blive Magnus farlige. Derfor giftede Erling hende mod hendes Villie ud af Landet med en svensk Lagmand, Folkvid, for at den udenlandske Fædreneæt kunde gjøre hendes Sønner, hvis hun fik nogen, fremmede for Nordmændene. Under en saadan Fremfærd formaaede Erling vist nok at tiltvinge sig af fine Landsmænd en vis ydre Agtelse, – man beundrede hans Dygtighed og man frygtede hans Strenghed; men Nordmændenes Kjærlighed og Hengivenhed magtede han aldrig at vinde.
Al Erlings blodige Statskløgt var dog utilstrækkelig til at skjænke hans Søn en fredelig Besiddelse af Kongedømmet. Han havde verget dette i Magnus’s Barndomsalder og under hans Opvext mod mange farlige Storme, og bevaret det for ham, indtil han havde naaet Ynglingens Alder, den Alder i hvilken Nordmændene vare vante til at see sine Konger selvstyrende. Men just da Tiden var kommen, at Magnus selv skulde udfolde sine mange gode Sindets og Legemets Gaver, Egenskaber der muligen kunde tilsløre Mindet om hans Faders uretfærdige og grusomme Fremgangsmaade, – just da reiste sig det Parti i Norge, som af Forsynet var bestemt til at kuldkaste Erlings hele møisommelig skabte Verk. Det var de allerede ovenfor nævnte Birkebener.
Dette Parti dannedes fra først af ved en Sammenflokning af dristige unge Mennesker, der paa en eller anden Maade havde lidt under Erlings Strenghed, der havde sine nærmeste Frænders Drab eller Tabet af al sin Ejendom at hevne, – Mennesker der Intet meer havde at miste undtagen Livet, paa hvilket de i sin fortvivlede Stilling satte liden Pris. De fandt en Høvding i Eystein Meyla, der holdtes for en Søn af Kong Eystein Haraldssøn, en ganske ung og uerfaren Mand; og ham gave de Kongenavn 1173–1174. I Førstningen flakkede de om som Skovrøvere, under bestandige Farer og under en saadan Mangel paa Livets Fornødenheder, at de maatte binde
