Vi have saa udførligen handlet om Overeenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling Skakke, fordi den staar som en høist mærkelig Kjendsgjerning, oplysende ikke alene Norges kirkelige Forholde i Middelalderen, men ogsaa Pavedømmets hierarchiske Grundsætninger i det Hele, hvor farlige de vare for Kongemagten, og paa hvilken nærgaaende Maade for denne de gjordes gjældende, naar Leilighed tilbød sig. Det er et Træk, som klarligen viser, til hvilket Maal den Tids Hierarchi stræbte, og hvor klogt og kraftigen Omstændighederne benyttedes for at naa det.
Saa vel som nu for menneskelige Øine den norske Kirkes Overhøihed over det norske Kongedømme syntes grundfæstet, og Magnus Erlingssøns kongelige Verdighed sikkret under Kirkens og St. Olafs hellige Bern, – saa viste dog begge Dele sig meget snart at være ligesaa ubestandige som ethvert andet Verk af menneskelig Klogskab, der ikke er bygget paa Sandhedens og Retfærdighedens Grundvold. Det Hierarchi, for hvilket Erkebiskop Eystein, rimeligviis i god Tro, kjæmpede, var et glimrende men skuffende Gjøglebillede, udsprunget af falske Begreber øm Christi Kirkes Væsen; og Magnus’s Kongedømme var reist med underfundig Statskløgt paa et Grundlag af Lovbrud og Blod. Det hele var en Bygning af indbildske og ærgjerrige Menneskers dristige Anmasselser, en Bygning der faldt – som Kong Sverrer senere sagde med Hentydning paa sig selv – „da Gud sendte fra nogle Udskjær en liden og lav Mand for at styrte deres Hovmod“[1].
At Hierarchiet, i den Skikkelse, hvori det af Pavedømmet forfegtedes og af Erkebiskop Eystein i Norge søgtes gjennemført, var fremmed for den sande Christendom, det er her ikke Stedet til nøiere at udvikle; den almindelige Kirkehistorie udhæver dette til Fulde. Her maa vi derimod dvæle et Øjeblik ved Ulovligheden af det hele ovenfor skildrede Foretagende med Hensyn til Norge.
Den lovgivende Myndighed hvilede i Norge, som allerede oftere yttret, hos Folket, der som lovgivende Statsmagt repræsenteredes af Landets fire Lagthing. Kongedømmet kunde blot siges at have Deel i hiin Myndighed forsaavidt dets egen Ret angik, der var fastsat ved en ældgammel Overeenskomst, og saaledes ikke eensidigen kunde forandres. Bilde Kongedømmet, opfordret eller uopfordret, til Folkets Fordeel eftergive noget af sin ved Loven
- ↑ Sver. S. c. 99.
