kebiskop Eystein, nemlig ved gunstig Leilighed at faa den kuldkastet ved Hjælp af Folkets Stemme, – det er noget, som vist altid bliver umuligt at afgjøre, skjønt det ikke er uligt Erlings øvrige Sluhed og samvittighedsløse Statskløgt. Vist er det imidlertid, at noget aabenbart Skridt af ham i denne Retning ingensteds med Bestemthed antydes[1]. Erling trængte ogsaa i hele sin Levetid alt for meget til Erkebiskoppens Understøttelse, til at han skulde have vovet at bryde med denne; og hans Søn Kong Magnus var af en altfor aaben og ridderlig Karakter til at have villet i sin myndige Alder indlade sig paa slig Underfundighed, der vilde have skjændet baade hans eget og hans Faders Navn ved at stemple dem som Løftebrydere, ja som Menedere imod Kirken.
Det kan saaledes være høist rimeligt, at baade hiint Brev og Artikelen i Gulathingsloven ere noget yngre end den egentlige Overeenskomst, om end begge Dele ere fuldkommen egte. Maaskee tænker man sig rettest Gangen i det Hele paa følgende Maade: En Overeenskomst mellem Erling Skalke og Erkebiskop Eystein, aldeles stemmende med hvad ovenfor er anført, er bleven afsluttet umiddelbar før Kong Magnus Erlingssøns Kroning; men denne Overeenskomst har – som endnu dengang i Norge var det almindeligste – været afsluttet mundtlig i den pavelige Legats, de norske Biskoppers og maaskee enkelte andre paalidelige Vidners Overvær, i hvis Vidnesbyrd, ligesom i de fra begge Sider svorne Ed er, den havde sin lovlige Sikkerhed. Først efter dens Afsluttelse er Kroningen foregaaet, og Kroningseden, som Erling og tolv Lendermænd med den umyndige Konge aflagde, har været saaledes indrettet, at ogsaa den indeholdt en Betryggelse for Overeenskomstens Fasthed. Senere – uvist naar – har Erling benyttet sin Indflydelse i Gulathingslagen, hvor han havde de mest udbredte Ætforbindelser, til at faa den ovenanførte Artikel om Kongens Antagelse vedtagen paa Gulathing og indført i Gulathingsbogen; det var den Deel af Overeenskomsten, som var ham mest magtpaaliggende, og den blev vedtagen med en Varsomhed i Udtryksmaaden, som paa den ene Side kunde gjøre den nogenlunde smagelig for Thingmændene, og paa den anden Side maaskee tilstede i enkelte Dele en gunstigere Forklaring for Kongedømmet, end egentlig af Erkebiskoppen var paatænkt. Erkebiskoppen har atter længere hen fundet Kirkens Sag ved den brugte Fremgangsmaade mindre betrygget end ønskeligt var, og fordret en skriftlig Erklæring fra Kongedømmets Side; og denne fik han ved Kong Magnus’s ovenomtalte Brev. Dettes aabenbare forvanskede Datering la-
- ↑ Det eneste skulde muligen være i Kong Haakon Sverrerssøns Brev, paa det Sted, som nedenfor vil blive anført i Anledningen af Legaten Fidentius.
