Brevet er et Opspind af den norske Geistlighed fra det 13de Aarhundrede. Hvad det første angaar, nemlig den urigtige Datering (1276, x Kal. Aprilis d. e. 23de Marts, hvilken Dag i Brevet selv nævnes som Paaskedag), da kan Dateringens Urigtighed og Umulighed ikke afvises. Men paa den anden Side kan dette paa Grund af den Skikkelse, hvori vi nu have Brevet for os, let forklares som en senere Afskriver-Feil, uden at man behøver at erklære hele Dokumentet af den Grund for et Falskeri. Hvad den anden Indvending angaar, da gjendrives den ligefrem derved, at netop Hovedsagen i Brevet, Rigets Overdragelse til St. Olaf, bekræftes ved den omtalte Artikel i den ældre Gulathingslov, hvor Kronens Offring efter Kongens Død udtrykkelig nævnes. Thi denne Offring skulde jo netop være et Symbol paa Underkastelsen; og at der siges, at den skulde offres „for den Afdødes Sjæl“, kan ikke gjøre nogen Forandring i denne Anskuelse, da Artikelens hele Indhold noksom viser, hvad Offringen egentlig skulde betegne, om det end er udtrykt paa en mindre tydelig Maade end i Brevet – muligen med Forsæt, for at undgaa et alt for sterkt Anstod. At en Overeenskomst netop af det ovenanførte Indhold har været afsluttet mellem Kongedømmet og Kirken, mellem Erling Skakke paa det førstes, og Erkebiskop Eystein paa den sidstes Vegne, maa saaledes antages for utvivlsomt. Det Eneste, som en nøiegaaende og tvivlende Sammenligning mellem de tvende Kilder kunde give Anledning til at formode, er i det Høieste det, at begge Parter i Overeenskomsten, og især Erling, gjerne have villet for det første holde denne noget hemmelig, i det mindste i dens fulde Udstrækning. Om dette har været Tilfælde, er Grunden ikke vanskelig at opdage. Erkebiskoppen har frygtet mulig Indsigelse mod det Hele fra Folkets Side, hvis Overeenskomsten fik fuld Offentlighed, for Folkemeningen varsomt var forberedt; og Erling maatte vel føle ikke alene Frygt men ogsaa Skamfuldhed ved strax aabenlyst at vedgaa, hvorledes han, for at sikkre sin Søn Kongedømmet, havde opoffret dettes Selvstændighed og ældgamle Ret. Noget ganske lignende fandt fra Erlings Side Sted med Hensyn til Vikens Afstaaelse til Danekongen for at erholde dennes Hjælp. Den var ogsaa længe en dyb Hemmelighed, indtil endelig Erling ved Valdemars paatrængende Fordringer blev nødt til at aabenbare den for Vikværingerne, hvis Misnøie den da ogsaa i høieste Grad vakte; og den Sag blev kun med Vanskelighed udjævnet saaledes, at Afstaaelsen blev omgaaet derved, at Erling tog Viken til Len af Kong Valdemar med Jarlsnavn, medens forøvrigt Forholdene bleve ved det Gamle, og Danekongens Overhøihed over Viken kun var til i Navnet. Om Erling kan have havt en lignende Tanke i Baghaanden med Hensyn til Overeenskomsten med Er-
