vil man ikke saameget undres over, at denne forresten saa kraftige og dybtseende Aand i sin egennyttige Stræben fæstede sig ved Øieblikkets Fordeel og greb efter den med begge Hænder, om han end nødvendig maatte føle, at de Opoffrelser, hvormed han kjøbte denne Fordeel, i sine sandsynlige Følger vilde bringe Ydmygelse over hans Søns Afkom, hvis dette – som han maatte forudsætte – arvede det for Stamfaderen saa dyrt kjøbte Kongedømme. Erkebiskop Eystein staar her i et langt fordelagtigere Lys end Erling. Eystein arbeidede nemlig til et Maal, der gik langt ud over den personlige Ærgjerrighed, et Maal, hvilket hans Anskuelse, hans Stilling i Kirken og hans Forhold til Rom maatte i hans egne Øine hellige og derhos udmale som herligt og frugtbringende, ikke for ham og hans Tid alene, men for kommende Slegter og de fjærneste Tider.
Indholdet af denne mærkelige Overeenskomst er her fremstillet efter tvende Kilder: et Brev udstedt af Kong Magnus Erlingssøn til Erkebiskop Eystein[1], og en Artikel i den ældre Gulathingslov[2]; – det første udtaler Rigets Overdragelse til St. Olaf samt opregner de øvrige af Magnus skjænkede eller stadfæstede Særrettigheder for Kirken, – den anden fremstiller den nye Kongearvefølge og Reglerne for Kongernes Antagelse.
Hvad den sidste Kilde angaar, da har der aldrig været og kan vel ikke heller med Grund blive opkastet nogen Tvivl om dens fuldkomne Paalidelighed; dens Indhold kan man vist uden ringeste Betænkelighed antage for at være, hvad det i Overskriften udgives for, nemlig: „Nye Bestemmelser (nýmæli), som bleve vedtagne ifølge Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins og Erling Jarls og alle de viseste Mænds i Norge, deres Overlægning (umræðum)“.
Med Hensyn til Egtheden af det førstnævnte Dokument derimod har der været fremsat Tvivl, hvilke man ikke kan negte finde nogen Støtte i dets eget Indhold under den Skikkelse, hvori det er blevet os bevaret. Men dette er, vel at mærke, ikkun i en Afskrift fra det 17de Aarhundrede, hvilken aabenbare paa flere Steder er feilfuld og utydelig, samt vidner om at være tagen, neppe efter Originalen selv, men snarere efter en Afskrift, ja maaskee Afskrifts-Afskrift af samme. Man har bemærket, at det har en Datering, som nødvendig maa være urigtig, – og at dets Hovedindhold, nemlig Rigets Overdragelse til St. Olaf, i senere Dokumenter, hvor der dog kunde være fuld Anledning til at omtale det, ikke udtrykkelig nævnes før end i det første Udkast til Overeenskomsten mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon af 1273; – og paa Grund heraf har man troet, at hele
