byrd til Landets store Ulykke. Paa den anden Side udvidedes Kongearvefølgen derved, at den ikke udelukkende og udtrykkelig heftedes ved Kongesønner af Harald Haarfagers mandlige Linie, men udstraktes til den nærmeste Mand i Arv[1], følgelig ogsaa til Mænd, som havde sin Arveret gjennem Kvinder. Men i begge Tilfælde skulde Arvingens Ret ikke som forhen afgjøres ved en Dom af Bønderne til Thinge; den blev derimod ligesaavel som den Arveberettigedes moralske Verdighed til Kongedømmet gjort afhængig af en Dom, der skulde udtales af Mænd, tilnævnte af Biskopperne, en Dom som desuden fordrede Erkebiskoppens og Biskoppernes Tiltrædelse eller Samtykke for at være fuldgyldig. Man kunde ikke vel under de tilstedeværende Forhold, naar Kongedømmets Arvelighed skulde opretholdes og et Skin af Stemme ved Kongens Antagelse levnes Folket, paa nogen kløgtigere Maade sikkre Kirken Kongedømmets fuldstændige Underkastelse og Afhængighed.
Man kan undres over, at Erling Skakke med sin Klogskab og Ærgjerrighed var istand til at indgaa paa Bestemmelser, der i saa høi Grad nedverdigede Kongedømmet og undertrykte dets Selvstændighed som Statsmagt. Men man maa herved betænke, hvad allerede er antydet, at Bestemmelserne ogsaa indeholde meget, der aabenbare maatte agtes at være til Gunst for Magnus’s Kongedømme og tjene til dettes Befæstelse. Ifølge den nyopstillede Statsret var Magnus, som den af Kirken samtykkede, Norges ene lovlige Konge; egtefødte norske Kongesønner af Harald Haarfagers Mandslinie fandtes ikke mere, hvilke Kirken ifølge dens udtalte Grundsætning øm den egtefødte Kongesøns Fortrin kunde have foretrukket før ham, og de uegtefødte kunde, netop paa Grund af deres uegte Fødsel, ikke komme i Betragtning, naar Kirkens Dom havde udtalt sig til den egtefødte (egtefødt Søn af egtefødt Kongedatter), om end ikke kongebaarne, Magnus’s Fordeel. Som Herrens Salvede og den hellige Olafs Vassal stod han desuden omgiven af et Helligdommens Vern, hvilket Ingen kunde angribe uden derved tillige at optræde som Kirkens og St. Olafs aabenbare Fiende, der ved et saadant Skridt selv udelukkede sig af Kirkens Samfund, kom i Kirkens Ban. Lægger man nu hertil, at Erling engang havde sat sin Søns Ophøielse som sin Livsopgave, gjort den til Maalet for al sin Virksomhed, og at den Ærgjerrighed, som var Drivhjulet i alle disse Forhandlinger fra Erlings Side, var reen personlig, – saa
- ↑ Thi at her ei kan ogsaa tænkes paa Kvinde forbyde baade Ordene i Lovstedet og i det Hele den i Norge almindelige og endnu længe efter herskende Anskuelse, at Kongedømmet ei kunde bestyres ved nogen Kvinde.
