Hans Eftermand var Eystein Erlendssøn. Denne blev ikke valgt til Erkebiskop paa den Maade, som nu, efter at Nidaros’s Kirke havde faaet sit Kapitel, maatte ansees for lovlig eller canonisk: ved dettes Valg. Han udnævntes derimod af Kong Inge Haraldssøn, hvis Kapellan og Skatmester (féhirðir) han forud var, paa en aldeles vilkaarlig Maade uden Hensyn til Chorsbrødrene i Nidaros[1]. Men i Eystein fik ligefuldt Kirken og Hierarchiet en Forkjæmper, som i Dristighed og hvitstræbende Planer neppe fandt sin Overmand blandt Nidaros’s følgende Erkebiskopper. Eystein Erlendssøn skildres som en Mand, der med stor Veltalenhed[2] og et myndigt Væsen forbandt stor Dygtighed[3]. Om hans aandelige Gaver og hierarchiske Sindelag vidner noksom hans senere Færd. Han hørte desuden til en af Thrøndelagens mægtigste Ætter, langt ude paa Kvindesiden beslegtet og besvogret med selve Kongeætten, en Omstændighed, der lagde en ikke ringe Vegt til den Anseelse, som hans høie Plads i Kirken i og for sig medgav. Endelig maa hans foregaaende Stilling som Kong Inges Skatmester og Kapellan, hvilket sidste vil sige det samme som senere Tiders Kansler, have gjort ham fortrolig med alle Kongedømmets Anliggender, baade offentlige og hemmelige. Alt dette, især under den norske Stats daværende mislige indre Stilling, under den verdslige Magts Søndersplittelse, maatte forud betegne Eystein som den, hvem en mægtig Indgriben i Fædrenelandets Fremtidsskjebne var forbeholdt.
Imellem Eysteins Udnævnelse til Erkebiskop ved Kong Inge og hans virkelige Tiltrædelse af Erkestolen synes en temmelig lang Tid at være forløben. Hans Udnævnelse synes at maatte være foregaaet 1157 eller 1158, men hans Indvielse og Tiltrædelse henføres med Bestemthed til 1161. Hvad Aarsagen har været til denne Henstand finde vi ingensteds angivet. Vi kunne dog her maaskee opstille nogle rimelige Gjætninger. Først er det heel sandsynligt, at den kloge Eystein har villet sikkre sig Kapitelets eller Chorsbrødrenes Stemme i Nidaros, for at han ikke af Paven skulde blive anseet som paatrængt Erkestolen paa en aldeles ucanonisk Maade, ved et blot og bart kongeligt Magtsprog. Men til at ordne dette er vel nogen Tid hengaaet. Derpaa maa det antages, at han har begivet sig til Rom. Hertil maatte han føle en dobbelt Opfordring: som den der ikke i Forveien var Biskop, maatte han dertil indvies, – og dernæst skulde han modtage sit Pallium. Erkesædets Fundationsbulle udtaler tydeligen, at den vordende Metropolitan skulde indfinde sig personligen
