støttelse og han fik den imod hemmeligt Løfte om, at Viken skulde blive Danekongen afstaaet, naar Magnus blev befæstet i Norges Kongedømme. Med dansk Forsterkning vendte han nu tilbage til Norge, hvor imidlertid Haakon Herdebred var tagen til hele Landets Konge i Throndhjem. Det lykkedes Erling efter nogle heldige Kampe at overrumple Haakon og fælde ham i et Slag ved Øen Sek i Raumsdalsfjorden 1162. Erling drog nu strax til Throndhjem, hvor han fik sin Søn Magnus paa Ørething tagen til Konge over hele Norge, skjønt ikke ganske med Thrøndernes gode Villie. Høvdingerne for Haakons Parti stillede vel Sigurd, en anden Søn af Sigurd Mund, i sin Spidse med Kongenavn; men Rigets bedste Kræfter stode allerede til Erlings Raadighed. Sigurds Parti blev uden synderlig Vanskelighed splittet, og Sigurd selv fangen og henrettet 1163.
Der var nu for Øieblikket ingen Høvding af Indflydelse i Norge, som aabenlydt vovede at hæve sin Stemme mod Magnus Erlingsøns Kongedømme. Alligevel følte ikke Erling det sikkret. Han vidste vel, at det ikke var grundet paa gammel Lov og Landsret; han vidste at Norges Almue og især Thrønderne holdt fast ved den gamle Arvefølgeorden i Harald Haarfagers Mandslinie, og han forudsaa, at ligesaasnart som en Kongesøn viste sig, vilde denne finde Tilhang, og Magnus’s Kongedømme atter svæve i Fare. Under disse tvivlsomme Omstændigheder var det, at Erling vendte sig til Kirken for i dens Bistand at finde en Støtte for sin ærgjerrige Stræben, – et Skridt, som drog de vigtigste Følger baade for Stat og Kirke efter sig.
Jon Birgerssøn var udentvivl allerede en aldrende Mand, da han blev ophøiet paa Nidaros’s Erkesæde. Han havde nemlig forud lige fra omkring 1135 (hans Formands Reinalds Dødsaar) været Stavangers Biskop. Hans Erkebiskopsdømme varede ikke meer end fem Aar. Det eneste Spor, der, saavidt bekjendt, er efterladt af hans kirkelige Virksomhed, er en Bestemmelse optagen i den ældre Frostathingslovs Christenret Daaben vedkommende. Hvis en Kvinde er ganske ene, naar hun føder, og Barnet er saa svagt, at det ei kan føres til Prest, og ingen anden er i Nærheden, som kan hjælpe det til Daaben, da skal Moderen selv døbe det, heller end at det skal dø udøbt. Hun skal døbe det i Vand, hvis det er til; hvis ikke dyppe det tre Gange i Dug, eller i Sne, eller i Sø; eller hvis ingen af Delene ere til, da gjøre Korstegn med Spyt paa dets Bryst og Skuldre under Fremsigelse af Daabsordene, og give det Navn. Barnet kan da begraves i viet Jord, og Konen behøver ei at skilles fra sin Mand. I Begyndelsen af denne Bestemmelse heder det: „Saa har Erkebiskop Jon sagt og tilladt“[1]. Jon Birgerssøn døde i 1157[2].
